»Pigerne til den her koncert var altså meget unge, måske helt ned til 12 år« | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

»Pigerne til den her koncert var altså meget unge, måske helt ned til 12 år«

En række organiserede overgreb på festivalen »We Are Sthlm« har sat Sveriges politiske korrekthed på prøve, fordi gerningsmændene var asylansøgere og flygtninge. »Gunnar« oplevede overgrebene, men i august 2015 ønskede ingen at lytte. Det gør de nu.

Det var under en koncert med popstjernen Zara Larsson, at overgrebene ifølge flere vidner fandt sted.

STOCKHOLM: Kungsträdgården er en lang og grøn plet i det centrale Stockholm. Den strækker sig fra en bred og travl gade til kanalen, som skiller byen fra kongeslottet og rigsdagen. Det er en park som så mange andre i den svenske hovedstad. Men i løbet af de sidste to uger, er den blevet meget mere end det.

Den er klædt i en tyk, hvid vinterdyne, og parkens gæster er klædt i adskillige lag for at klare de tocifrede minusgrader. Midt i parken står en stor scene, som sidst var i brug i august, da kulturfestivalen »We Are Sthlm« blev afholdt med en række koncerter. Det var varmt, og det svenske popidol Zara Larsson var på scenen i miniskørt og mavebluse. De unge piger i publikum var klædt på nogenlunde samme måde.

En mandlig psykolog var også til koncerten for at se efter sin nevø, men det endte med at være noget helt andet, der fangede hans opmærksomhed. Pludselig kom store grupper af mænd med mellemøstligt gående ind på pladsen.

»De kom ind fra siden med hætterne trukket op over hovedet. De så meget målrettede ud og gik direkte ind i folkemængden foran scenen, hvor der har været tusindvis af mennesker,« fortæller psykologen.

Han optræder under dæknavnet Gunnar og ønsker at være anonym, fordi det han så og siden har fortalt om, er dybt kontroversielt i Sverige. Hvis han står frem med sin rigtige identitet, er han bl.a. bange for at miste klienter i sin psykologpraksis. Berlingske møder ham i Kungsträdgården og er bekendt med hans identitet.

»Jeg så, at politiet hev den ene af de her mænd efter den anden ud af folkemængden efter den anden. Der var nærmest en lind strøm af mænd, som blev trukket ud derfra, så jeg spurgte politiet, hvad der foregik. De kaldte det gruppevoldtægt light og beskrev, at de omringede piger, skubbede dem ned på jorden og forgreb sig på dem. De stod i tætte cirkler omkring dem, sådan at ingen kunne se, hvad de lavede. Og pigerne til den her koncert var altså meget unge, måske helt ned til 12 år,« siger Gunnar.

Gunnar vidste det ikke dengang, men overgrebene og efterspillet af dem, skulle få en enorm betydning for den svenske debat om flygtninge- og indvandrere.

Ikke et ord i medierne

De fleste mænd, der blev hævet ud af publikumshavet, blev ført til et telt bag scenen. Politiet fortalte Gunnar, at der var omkring 90 mænd i teltet i løbet af få timer. Det er senere kommet frem fra lækkede, interne politirapporter, at samtlige af de tilbageholdne var afghanske flygtninge. Mange af dem var desuden uledsagede mindreårige asylansøgere.

»Mange af dem så meget ældre ud end 20 år, så der var en meget stor kontrast mellem dem og pigerne. Omfanget af overgrebene var skandaløst stort, og hvis forældrene havde kendt til det, havde de ikke sendt deres døtre herhen. Det er jeg sikker på,« siger Gunnar.

Da koncerten sluttede, tog han hjem, men adrenalinen og frustrationerne over, hvad han havde været vidne til, var stor: »Jeg blev virkeligt, virkeligt vred. Jeg vågnede op næste morgen og forventede, at det ville stå i alle aviser, men der var ikke et ord om det nogen steder. Mine venner anbefalede mig at kontakte en journalist, så det gjorde jeg,« siger Gunnar.

Han udvalgte en journalist fra det store dagblad Dagens Nyheter, som han sendte en mail til. Han fortalte, at han havde kontakt­oplysninger på flere politifolk, som kunne bekræfte hans historie. To dage senere ringede journalisten tilbage.

»Jeg fortalte hende, hvad jeg havde set, men jeg sagde ikke med det samme, at gerningsmændene var fra Afghanistan. Hun var meget interesseret, men på et tidspunkt sagde jeg, hvad signalementet af gerningsmændene var, og så oplevede jeg, at hun simpelthen ændrede toneleje,« siger Gunnar.

På dette tidspunkt har Gunnar sat Dagens Nyheter i forbindelse med en anden central kilden, som Berlingske har haft kontakt med, men som ikke har ønsket at udtale sig. Vi er dog bekendt med og har fået bekræftet hans identitet. Kilde er ansat ved politiet i Stockholm og er hovedkilden til svenske mediers historier om politiets mørklægning af overgrebene ved koncerten.

En ren løgn

Der kom i første omgang aldrig en artikel i Dagens Nyheter eller andre svenske aviser om overgrebene på »We Are Sthlm«-festivalen. Det undrer Gunnar sig over, fordi der var tusindvis af andre koncertgæster, som så, hvad der skete. Først efter overgrebene i Køln nytårsaften, blev han pludselig kontaktet af avisen igen.

»Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke fulgte op på sagen. Hun sagde, at redaktøren for Stockholm-delen ikke syntes, min historie var troværdig, og som noget, der kunne være fabrikeret af Sverigedemokraterne,« siger Gunnar.

Men det var den ikke. Pludselig begyndte historien i netop Dagens Nyheter, og over nogle dage blev alt det, Gunnar havde set og oplevet, bekræftet af politi, ofre og festivalarrangørerne. Det medførte hård kritik først af Dagens Nyheter og sidenhen politiet og festivalen, som alle blev beskyldt for at have mørklagt sagen. Selv om der var adskillige anmeldelser af overgreb både i 2014 og 2015, nævnte politiet aldrig noget om dem i deres døgnrapporter fra festivalen. En politichef i Stockholm, Peter Ågren, som var ansvarlig for betjentene på festivalen, har forklaret til Dagens Nyheter, hvorfor overgrebene og gerningsmændenes etnicitet blev mørklagt. Til Dagens Nyheter siger han, at de ikke ville offentliggøre noget, der »ville være vand på Sverigedemokraternes mølle«.

Det alternative medie Nyheter Idag, som i Sverige bliver beskyldt for at være højreekstremistisk, mener at have dokumentation for, at Dagens Nyheter bevidst undlod at skrive historien. Redaktionschef på Dagens Nyheter, Caspar Opitz, afviser, at det er tilfældet.

»Det er en ren løgn, at Dagens Nyheter ikke skrev om dette, fordi det skulle handle om flygtninge. I stedet er forklaringen, at vi aldrig lykkedes med at få nyheden bekræftet fra andre kilder. For eksempel fortæller psykologen om, at vældigt mange personer blev anholdt i forbindelse med hændelserne i Kungsträdgården, og det er noget, som i vores kontrol med politiet har vist sig ikke at stemme,« skriver han i en mail til Berlingske.

Forklaringen imponerer dog ikke Gunnar, som mener, at Dagens Nyheter nemt kunne have fået oplysningerne bekræftet. Han mener også, at de svenske medier meget bevidst skjuler problemer med flygtninge og indvandrere.

»Det er, som om journalisterne har rottet sig sammen og nægtet at skrive om de problemer, der er ved migrationspolitikken. Det er f.eks. et faktum, at integrationen bliver sværere, jo flere mennesker der kommer. Det er bare fakta, men det må man ikke sige, og det kan man ikke læse nogen steder. Det er virkeligt underligt, at man kan blive udpeget til at være ond for at pege på fakta,« siger Gunnar.

Han beundrer den offentlige debat i Danmark, som, han synes, er, »som en offentlig debat bør være«. Han mener, at »We Are Sthlm«-overgrebene kan være på vej til at ændre debatten i Sverige til det bedre, fordi problemerne pludselig er kommet tæt på.

Dramatisk debatklimaændring

Overgrebene i Kungsträdgården er blevet endnu et symbol på det opgør, der er i gang i Sverige. Det er opgøret med den generøse flygtningepolitik, hvor svenskerne i flere år har erklæret, at de åbner deres hjerter for alle flygtninge.

Det fik en ende i efteråret, da antallet af asylansøgere rundede 200.000 på 11 måneder, og modtagesystemet brød sammen. Selv om samtlige kreative løsninger og ledige senge blev taget i brug, måtte asylansøgere til slut overnatte på gulvet i receptionen hos udlændingemyndighederne.

Det fik den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven til at erklære, at Sveriges grænse var nået, og kort efter indførte han ID-kontrol ved blandt andet Øresundsbroen, som har påvirket mange danske pendlere med job eller bolig i København.

Roger Ticoalu, der er eventchef i Stockholms kommune og manden bag »We Are Sthlm«-festivalen, mener, at den svenske politiske korrekthed, som var dominerende indtil i efteråret, var årsagen til, at overgrebene ikke kom frem i lyset. Festivalledelsen kendte nemlig til de organiserede gruppeovergreb begået af afghanske mænd allerede i 2014. De hyrede ekstra personale og sendte 600 vagter på efteruddannelse i at spotte og forhindre seksuelle overgreb. De satte også et større beløb af til området og lavede et enkelt interview i Sveriges Radio om emnet.

»Set i bakspejlet skulle vi måske have trykket på den helt store knap og været endnu mere aggressive til at formidle det her problem tidligere. Men det gjorde vi ikke. Man skal også tænke på, hvordan Sverige så ud i august 2015. Det var et helt andet Sverige end i dag. Sverige har gennemgået en voldsom og historisk debatklimaforandring, hvor spillereglerne er blevet vendt på hovedet,« siger Roger Ticoalu.

Selv om det snart er to uger siden, sagen begyndte at blive udfoldet i pressen, dukker der stadig nye detaljer, forklaringer og kritik op. Det seneste er en kritisk kommentar fra det svenske politi, som mener, at medierne har fejlet ved at fokusere så entydigt på, at gerningsmændene var afghanske flygtninge og asylansøgere. Det er en klassisk og forfejlet kritik, mener Roger Ticoalu.

»Hele spørgsmålet om det, der er sket til »We Are Sthlm«, er jo til syvende og sidst absolut koblet til migrationspolitikken. I august stod næsten alle partier og sagde, at vi skulle åbne hjerterne. Fire måneder senere lukker vi Øresundsbroen. Fire måneder senere konstaterer vi, vi har taget imod 200.000 flygtninge. Har det en kobling til »We Are Sthlm«? Absolut! Man behøver ikke at være raketforsker for at konstatere, at vi to ikke ville sidde og snakke om de her hændelser, hvis vi ikke havde haft den migrationspolitik, Sverige har haft,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror altid, at vi har været naive i Sverige. Vi har tænkt, at alle mennesker er lige gode, og at vores opfattelse af ligestilling findes i alle mennesker. Men sådan er det jo desværre ikke. I Sverige har det bare altid været et tabu at snakke om, at der findes kulturelle forskelle«.

Sverigedemokraterne næststørst

Mens der har været heftig debat om »We Are Sthlm«-overgrebene, har det højrepopulistiske parti Sverigedemokraterne fortsat deres himmelflugt. I en meningsmåling foretaget af analysebureauet Inizio for Aftonbladet er partiet målt til at være det næststørste i Sverige­.

Ved Riksdagsvalget i 2014 fik Sverige­demokraterne 12,9 procent af stemmerne. Hvis der var valg i morgen, ville de få 22,2 procent af stemmerne. Partisekretær Richard Jomshof glæder sig særligt meget over fremgange, fordi de øvrige partier i svensk politik nu begynder at nærme sig Sverigedemokraternes.

»Derfor er det ekstra glædeligt, at vi ligger stabilt omkring 20 procent og har endnu en måling, som viser, at vi er Sveriges næststørste parti,« siger han til Aftonbladet.

Samtidig kræver det store borgerlige oppositionsparti Moderaterna yderligere og mere radikale stramninger af flygtningepolitikken. På det seneste har de fremhævet og gentaget, at ikke engang halvdelen af alle indvandrere i Sverige er i job efter otte år. Derfor vil de begrænse adgangen til velfærdsydelser for særlige grupper af flygtninge.

»Til foråret indføres det tidsbegrænsede ophold, som vi moderater foreslog allerede i foråret. Når regelværket lægges om, bør der sættes spørgsmålstegn ved de her personers automatiske ret til velfærdstjenester og ydelse. Det kan ikke være en selvfølgelig del af den svenske samfundskontrakt, at den, som ikke bor permanent i landet og ikke har arbejde her, skal have samme adgang til velfærdsydelser som den med permanent ophold, statsborgerskab eller som gennem arbejde har kvalificeret sig til vores velfærdssystem,« skriver Moderaternes partileder Anna Kinberg Batra i Dagens Nyheter.

Partierne har forsømt

I denne uge viste en måling, at flygtninge- og indvandrerpolitikken er det vigtigste emne for de svenske vælgere overhovedet. Derfor har Moderaternes forslag også fået stor opmærksomhed. Karl Loxbo, der er lektor i statskundskab ved Linnéuniversitet i Växjö, mener, at partiernes tilnærmelser til Sverigedemokraterne kommer alt for sent.

»I manges øjne, har »We Are Sthlm«-overgrebene nok bekræftet, at Sverigedemokraterne har haft ret hele tiden. Det, tror jeg, styrker dem. Det her emne (udfordringer med indvandring, red.) er blevet forsømt af mange partier, som ikke har haft nogen løsning på det. De har haft en strategi om at tone debatten ned eller i en vis udstrækning at benægte problemet. Det kan godt være, at de øvrige partier tager del i debatten nu, men de gør det alt for sent, så de fremstår ikke særligt troværdige,« siger han.

Festivalovergrebene har bidraget til en stor omvæltning af svensk politik, mener Loxbo, selv om der skulle en dramatisk sag om overgreb til og et modtagesystem i knæ, før den skete.

»Hvorfor den politiske kultur har set ud, som den har, er meget svært at svare på. Jeg tror, at de svenske politikere har været meget optagede af at blive berømte i udlandet, og at det har spillet en stor rolle, at Sverige har set ud som en moralsk stormagt. Det virker, som om at Sveriges ry ude i verden er kommet først, og så er den faktiske virkeligheden med integrationen kommet i anden række,« siger han.

Hvordan ser svensk politik ud om et halvt år?

»Jeg vil gætte på, at Socialdemokraterne søger mere mod midten og river sig løs fra Miljøpartiet. Det forudsætter en noget mere restriktiv indvandringspolitik end nu. Mit bedste gæt er, at Sverige til sidst vil følge den politik, der bliver ført i Norge og Danmark,« siger Karl Loxbo.

Tophistorier Gå til forsiden