Pinds planer om overvågning på nettet møder massiv kritik | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Pinds planer om overvågning på nettet møder massiv kritik

Flere brancher og organisationer opfordrer i samlet flok justitsminister Søren Pind (V) til at indstille planerne om masseindsamling af data om danskeres færden og kommunikation på internettet.

Flere brancher og organisationer opfordrer i samlet flok justitsminister Søren Pind (V) til at indstille planerne om masseindsamling af data om danskeres færden og kommunikation på internettet. (Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2015) Foto: Jens Nørgaard Larsen

Regeringens plan om masseindsamling af information om danskernes færden og kommunikation på internettet er baseret på et »uklart grundlag«.

Den er samtidig »juridisk betænkelig«, vil påføre teleselskaberne »høje omkostninger« og »påvirke både investeringer og innovation på markedet negativt«.

Sådan lyder noget af kritikken i et fælles brev fra 25 organisationer og foreninger til justitsminister Søren Pind (V). Her beder afsenderne »på det kraftigste« ministeren »om at udsætte revisionen af logningsreglerne og i stedet igangsætte en grundig udredning af både de juridiske, tekniske og økonomiske aspekter af forslaget«.

Baggrunden er, at det i slutningen af januar kom frem, at Justitsministeriet i øjeblikket arbejder på et lovforslag, der angiveligt skal genindføre den såkaldte sessionslogning, som blev afskaffet i 2014, i en udvidet form.

Læs mere: Kommunerne giver dine personlige data til kommercielt brug

Oplysninger til efterforskning

Dermed vil teleselskaber og andre internetudbydere – herunder også hoteller og campingpladser – blive pålagt at registrere og gemme informationer om hver enkelt kundes færden og kommunikation på internettet i tilfælde af, at politiet med en retskendelse i hånden kan bruge oplysningerne ved efterforskning af kriminalitet.

Brevets underskrivere tæller alt fra blandt andet Campingrådet, Amnesty, Dansk Metal, Forbrugerrådet, Ingeniørfore­ningen IDA, Dansk Energi, Dansk Erhverv og DI til restaurationsbranchen og Dansk Magisterforening.

Hos Forbundet af IT-professionelle, som har taget intitiativ til brevet, er formand Niels Bertelsen især bekymret for den enkelte danskers privatliv.

»Det er det her med, at man bruger teknologien til at masseovervåge befolkningen. På den måde kriminaliserer man i virkeligheden store dele af befolkningen. Det er en krænkelse af de rettigheder, man har i et land som Danmark, hvor man er uskyldig, til det modsatte er bevist,« siger Niels Bertelsen og peger på, at det teknisk set ikke er særligt svært at omgå overvågningen.

»Det kan ikke bruges til noget. Man kan fange dumme kriminelle, men dem fanger man alligevel. De kloge kriminelle bruger slet ikke den slags kommunikation, som kan opdages,« siger han.

Læs mere: DI: Nu går Søren Pind for vidt

Samme melding lyder fra Rikke Hvilshøj, administrerende direktør for de IT-profes­sionelle organiseret i Dansk IT:

»Det er en helt principiel diskussion om, hvorvidt vi som borgere skal have lov til at leve vores liv, uden at myndigheder kan følge os i vores gøren og laden. Det her er overvågning af os alle sammen, uden der er rettet mistanke mod os, og uden at vi ved, hvad myndighederne samler ind af oplysninger om os.«

Årsagen til, at den såkaldte sessionslogning igen er på det politiske tegnebræt, er ikke mindst efter ønske fra Rigspolitiet, som politidirektør Svend Larsen i sidste uge bemærkede i Berlingske:

»Det er et konkret efterforskningsproblem, at vi ikke har de her muligheder for overvågning«.

Logning kendt ulovlig

Men i tænketanken Justitia, som også er underskriver på brevet, hæfter direktør Jacob Mchangama sig især ved, at en dom fra EU-Domstolen i 2014 kendte den tidligere logning af informationer om internetbrugeres færden online ulovlig.

»Hvis regeringen går videre med det her, betyder det, at Danmark overimplementerer et direktiv, der er erklæret ugyldig. En ordning, som allerede hvilede på usikker juridisk grund, vil man gøre endnu mere vidt­gående og omfattende i forhold til at gribe ind i borgeres databeskyttelse og privatliv,« siger Jacob Mchangama og peger på, at det kan være i strid med proportionalitetsprincippet.

»Man kan sige, at der har været en konkretisering af terrortruslen og en migrering fra tele- til internetdata. Men man er nødt til at stille spørgsmålet, om det her er absolut nødvendigt? Logning rammer alle mennesker, også folk, der ikke er involveret i organiseret kriminalitet og terrorisme. Det havde været godt, hvis man havde foretaget en mere grundig evaluering,« siger Jacob Mchangama.

Læs mere: Regeringen gør klar til massiv overvågning

I Telebranchen peger direktør Jakob Willer på, at en genindførelse af sessionslogning vil være »en kæp i hjulet« på fremtidige investeringer i den infrastruktur, som binder det danske tele- og internet sammen.

»Det er svært at se, hvordan de her planer harmonerer med, at regeringen har lovet dansk erhvervsliv et byrdestop. Nu vil man i stedet påføre den danske telebranche udgifter på flere hundrede millioner kroner. Var det bare et tomt løfte?« spørger Jakob Willer.

Det har ikke været muligt for justitsminister Søren Pind at kommentere historien.

Læs mere: »Vi følger ikke med i alles privatliv«

Tophistorier Gå til forsiden