Politikere afliver idéen om juridisk abort til mænd

Socialdemokraterne og de Konservative vil ikke give mænd, der er blevet far mod deres vilje, mulighed for at vælge en juridisk abort. Etisk Råd har endnu ikke taget stilling.

Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau
Thomas Nielsen, som ønsker at være anonym, blev for fem år siden blev narret af en kvinde, han var kæreste med, til at gøre hende gravid. Han har siden forsøgt at få anerkendt i retssystemet, at han kunne fraskrive sig faderskabet ved en såkaldt juridisk abort. Det er ikke lykkedes. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Skal en mand, der narres af en kvinde til at få et barn, han ikke ønsker, kunne vælge en såkaldt »juridisk abort« og dermed blive fritaget for faderskabet, miste retten til samvær med barnet og slippe for at betale børnepenge?

68 procent af danskerne i en Gallup-måling i Berlingske siger ja, men Socialdemokraterne, de Konservative og Foreningen Far svarer nej. Dansk Folkeparti vil have problemstillingen undersøgt, før partiet tager stilling, mens Etisk Råd overvejer at sætte spørgsmålet på dagsordenen.

De Konservative er ikke i tvivl om partiets holdning til juridisk abort til mænd.

»Vi siger nej til juridisk abort, fordi det er at flytte personligt ansvar fra borgeren til staten. Juridisk abort vil betyde, at det ikke længere er far, der skal betale børnepenge, men staten, og det er vi modstandere af,« siger socialordfører Mai Henriksen (K) og tilføjer:

»Vi er tilhængere af det personlige ansvar, og det gælder også, når man har gjort en pige gravid.«

En juridisk abort ville fratage manden ansvaret for barnet, og lade ham slippe for at betale børnepenge. Til gengæld mister han retten til samvær med barnet.

Læs mere: »Hun kunne jo ikke blive gravid«

Socialdemokraterne vil heller ikke tilslutte sig størstedelen i Gallup-målingen, og regeringspartiet vil altså ikke bakke op om fædreabort.

»Det, der altid må være udgangspunktet, er, at barnets tarv varetages bedst muligt. Det må være det, som voksne til alle tider har mest fokus på, og det er det, den nuværende lovgivning understøtter,« siger retsordfører Trine Bramsen (S) og tilføjer:

»Den nuværende lovgivning er god nok.«

Læs mere: S: Forældre må være voksne nok til at fokusere på barnets tarv

Selv Foreningen Far er ikke klar til at åbne op for, at faren kan vælge barnet fra via en juridisk abort.

»Man skal være meget forsigtig. Børn er ikke legetøj i forældrenes sandkasse. Det er barnets ret til begge forældre, det handler om,« siger formand Jesper Lohse.

Hvis det kan bevises, at manden er blevet narret, skal han så ikke kunne vælge en juridisk abort?

»Vi vægter stadig barnets ret til begge forældre højere,« siger Jesper Lohse, der dog ikke vil afvise, at Foreningen Far senere hen vil sige god for juridisk abort.

»Det, vi siger, er, at man skal være meget forsigtig omkring det. Der er en masse ting, man skal være opmærksom på, og man skal passe på med ikke at gå for hurtigt frem på dette område,« siger han.

Læs mere: Foreningen Far: Nej til fædreabort

Dansk Folkeparti er i tvivl.

»Det er et dilemma. Jeg vil hverken sige ja eller nej til juridisk abort. Der er mange ting, der først skal belyses, før vi tager stilling,« siger socialordfører Karin Nødgaard (DF) og uddyber:

»Man skal se på, hvilke konsekvenser juridisk abort kan have, og hvordan man kan administrere begrebet. Det skal man kigge på, inden man siger ja eller nej.«

Etisk Råd har ikke taget stilling til juridisk abort, men melder sig klar til at tage debatten.

»Vi lytter til de spørgsmål, der rejser sig i debatten. Vi lytter i særdeleshed til de politiske ønsker, der måtte være for, at vi tager debatten i rådet. Det er ikke noget, vi har behandlet endnu, og hvorvidt vi skal, må vi vurdere sammen med de utrolig mange andre spørgsmål, der rejser sig,« siger formand for rådet, Jacob Birkler, der ikke har lyst til at give sin personlige mening til kende om problemstillingen.

Læs mere: For unge til at  være fædre

Læs mere: Teenagefædre lades i stikken

DEBAT: Er du enig med politikerne i, at fædre ikke skal kunne fravælge barnet og få en såkaldt juridisk abort? Deltag i debatten her eller på Berlingskes Facebook-side.