Politiske samråd koster tusindvis af kroner

Socialdemokraterne forsøger at presse oppositionen til at stille færre kritiske spørgsmål til regeringen, mener DF.

Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

Det var under et samråd til omkring 15.000 kroner, at Joachim B. Olsen (LA) sidste år tog sig en efterhånden berømt lur.

En opgørelse fra Justitsministeriet viser således, at det i gennemsnit koster 15.000 kroner hver gang et folketingsmedlem stiller et samrådsspørgsmål, og det er mange penge, mener formanden for Folketingets integrationsudvalg, Trine Bramsen (S). Hun opfordrer derfor sine kollegaer i Folketinget til at tænke sig om, inden man indkalder til samråd.

- Jeg har som formand for Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik konstateret, at antallet af samrådsspørgsmål er steget markant fra 27 spørgsmål i 2010-2011 til 71 spørgsmål i folketingssamlingen 2011-2012, siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

Hun understreger, at det er folketingsmedlemmernes demokratiske ret at indkalde ministre til de samråd, som medlemmerne finder nødvendige.

- Men jeg håber, at synliggørelsen af, hvad et samrådsspørgsmål koster, vil få medlemmerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de stiller spørgsmål, siger Trine Bramsen, som desuden hæfter sig ved, at de 15.000 kroner kun dækker over arbejdstiden i Justitsministeriet og ikke den tid, som Udlændingestyrelsen eksempelvis bruger på at finde tal frem.

- Den reelle omkostning er derfor nok cirka to-tre gange større, siger Trine Bramsen.

V: Regeringen er selv skyld i det

Dansk Folkepartis Martin Henriksen kalder Trine Bramsens opfordring til »at tænke sig om en ekstra gang« for en kløgtig måde at forsøge at presse oppositionen til at stille færre spørgsmål til regeringen. Han siger desuden, at et samråd om eksempelvis kriminalitet begåede af illegale indvandrere er af langt større vigtighed for samfundet end prisen på selve samrådet.

Venstres Inger Støjberg mener, at regeringen med sine lempelser af udlændingepolitikken selv er skyld i de mange samråd.

- Hvis vi ikke skulle indkalde til samråd og få boret konsekvenserne af disse massive lempelser ud, så ville det være decideret pligtforsømmelse. I sidste uge kom det for eksempel frem, at der nu bliver slået hul i asylreglerne, så man som muslim kan konvertere til kristendommen og derved opnå asyl, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

Hun understreger desuden, at samråd helt overordnet er et af oppositionens vigtigste redskaber til at gå den til enhver tid siddende regering efter i sømmene.

Kommentarer

Ttjjjaaa ...

... for de 6 millioner, som kulturministeren har sponsoreret "den ny cirkusskole" med - kan der holdes 400 samråd, der kan tjene hele Danmark - fremfor pengene er gået til en mindre sluttet kreds omkring kulturministeren.

-

Jeg hader politikere!

Ja

Det er en børnehave !

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden