Professor: Vi kan spare på undervisningsområdet

Der er ingen tvivl om, at der er besparelser at hente i den statslige sektor, vurderer professor i offentlig forvaltning og organisation, som peger på, at især undervisningsområdet kan effektiviseres.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau

Selv om der ikke er nogen tvivl om, at kommunerne står for hovedparten af det offentlige forbrug, så står staten stadigvæk for et relativt stort forbrug. Og det kan man ikke bare ignorere, fastslår professor i offentlig forvaltning og organisation Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet. Han giver derfor formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Erik Nielsen (S), ret i, at det er statens tur til at trimme den offentlige sektor.

»Hvis man har til hensigt at fastholde den offentlige sektor på dens nuværende niveau, så er man nødt til at gå ind og se på alle de store udgiftsområder. Og der står staten for nogle, som man ikke bare kan frede,« siger Per Nikolaj Bukh.Og vil man øge sin produktivitet og frigøre nogle ressourcer, uden at medarbejderne skal løbe hurtigere, må man gå ind og kigge på servicestrukturen. Her peger han især på undervisningsområdet, som han mener har et stort effektiviseringspotentiale.

»I den forrige rapport fra Produktivitetskommissionen påpeger kommissionen blandt andet, at vi formodentligt har alt for mange uddannelser i Danmark. Og det er jo enormt ineffektivt at drive en lang række små uddannelser. Det kan godt ske, at man med bevillinger godt kan få det til at løbe rundt, men for det første bliver kvaliteten ikke i orden, og for det andet er det sådan set unødvendigt, hvis man kunne have nogle færre uddannelser centreret på nogle færre steder,« siger Per Nikolaj Bukh med henvisning til analyserapporten om uddannelse og innovation fra december. Her var konklusionen, at selv om Danmark er det land i verden, der bruger flest midler på uddannelse, får vi alt for lidt ud af det.

Omvendt peger Per Nikolaj Bukh på Skat som et godt eksempel på, hvordan et system er blevet effektiviseret, mens medarbejderskaren er blevet reduceret:

»Der er ingen tvivl om, at Skat ved at arbejde systematisk på nogle andre måder gennem de sidste 15-20 år rent faktisk har formået at udvikle et helt andet system. Den måde, som skatteligninger og selvangivelser foregår på nu i forhold til for 20 år siden, er radikalt anderledes. Der er formodentlig en bedre kvalitet, præcision og fairness i det nu. Og det sker vel at mærke med et lavere ressourceforbrug,« siger Per Nikolaj Bukh.

»Det eneste kedelige ved det - set fra et medarbejdersynspunkt - er selvfølgelig, at der er brug for færre medarbejdere,« tilføjer han.

Men Bjarne Corydon (S) afviser opfordringen fra KL om at skære i den statslige sektor:

»I forhold til staten er der gennemført effektiviseringer af den statslige administration på i alt fem procent i 2012 og 2013 som led i »effektiv administration«. Men samtidig har det øgede optag på uddannelserne og en markant forskningsindsats givet anledning til flere statsligt ansatte særligt i uddannelsessektoren. Den samlede statslige beskæftigelse har således været omtrent uændret de seneste år, men det dækker over modsatrettede bevægelser,« udtaler han i en skriftlig kommentar til Information.

Erik Nielsen og Bjarne Corydon deltager begge i KLs årlige økonomikonference, hvor de blandt andet skal diskutere, hvordan kommunerne skal bidrage med at nå regeringens moderniseringskrav til den offentlige sektor på 12 milliarder kroner inden 2020.