R: Smuglerne er bange for Danmark

Når svenske toldere beslaglægger markant mere narkotika end danske, er det et udtryk for, at toldindsatsen herhjemme er rigtig, mener De Radikale. Tudetosset, lyder det fra DF.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau

Der er ikke brug for flere toldere til at fange smuglere ved Danmarks grænser. Det fastslår de Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq (R), selvom norske og svenske toldere beslaglægger langt mere narkotika end deres danske kolleger.

- Vi skal passe på med ikke at stirre os blinde på antallet af toldere. Det er den samlede, efterretningsbaserede indsats, der er afgørende. I min optik er der ikke brug for flere toldere, siger Nadeem Farooq.

I første halvdel af 2012 beslaglagde danske toldere ifølge Berlingske blandt andet tre kilo kokain og 118 kilo hash, mens svenske toldere fik fat på 8,5 kilo kokain og knap 450 kilo hash.

- Det er klart, at vi skal kigge på de tal, men de kan jo ligeså vel være et udtryk for, at vores indsats har en afskrækkende effekt på de kriminelle, som så søger over i den svage del af kæden, siger Nadeem Farooq.

Ifølge Norges og Sveriges toldforbund er den danske indsats dog utilstrækkelig.

- Det ville være godt med flere toldere i Danmark, siger forbundsformand for Tull-Kust Förbundet i Sverige, Björn Hartvigsson, til Berlingske.

Han understreger, at der jo er tale om et »sammenholdsprojekt« mellem Danmark og Norden.

Hos Dansk Folkeparti er flere toldere ved grænsen en mærkesag, og derfor mener partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF), at kritikken fra vores nabolande er berettiget.

- Det kan jo ikke nytte noget, at vi siger, at samarbejdet skal foregå ved, at vi håber at kunne trække på ressourcer fra Norge og Sverige. Vi må jo også selv stille med noget, siger Thulesen Dahl, der mener, at Danmark bør »opruste« og gå tilbage til den øgede grænsekontrol, som den nye regering har afskaffet.

- Det er da tudetosset for en nation som Danmark, at vi kapitulerer og ser igennem fingre med, at der foregår kriminalitet i stedet for at gøre som minimum det samme, som vores nabolande gør, siger Kristian Thulesen Dahl.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) siger til Berlingske, at han gerne vil styrke samarbejdet med politi og internationale myndigheder, men ikke ved at ansætte flere toldere.