R vil kigge på store forskelle i kommunerne

De Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq har tillid til kommunernes visitering af unge kontanthjælpsmodtagere, men han er overrasket over, at forskellen mellem kommunerne er så stor.

Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau

Tusindvis af unge kontanthjælpsmodtagere bliver i denne tid vurderet i landets kommuner i forhold til, om de er uddannelsesparate. Det sker som led i kontanthjælpsreformen, som trådte i kraft 1. januar.

En rundspørge foretaget af Jyllands-Posten blandt landets 15 største kommuner viser, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne vurderer de unge. Og at der er forskelle kommunerne imellem, havde de Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq (R), forventet, men ikke at de er så store.

»Jeg har hele tiden haft den holdning, at selvfølgelig ville der være forskel mellem kommunerne. Det er derfor, vi har det kommunale selvstyre. Men jeg må indrømme, at forskellen lyder ret markant, og vi bør kigge på, hvad baggrunden er for, at der er så stor forskel,« siger han.

I Beskæftigelsesministeriets beregninger er forudsætningen, at 41 procent erklæres uddannelsesparate. To af de adspurgte kommuner ligger på 40 procent, mens de resterende 13 kommuner ligger over, og helt op til 70 procent bliver erklæret uddannelsesparate.

Bliver man erklæret parat til at tage en uddannelse, skal man i gang med en uddannelse inden for et år. Derudover bliver den tidligere kontanthjælp erstattet med en uddannelseshjælp på 5.857 kroner om måneden, hvilket er næsten 5.000 kroner mindre end de aktivitetsparate, som er den gruppe, der ikke bliver erklæret uddannelsesparate, får.

Selvom det er billigere for kommunerne at erklære de unge uddannelsesparate i stedet for aktivitetsparate, tror Nadeem Farooq ikke, at kommunerne erklærer de mange unge for uddannelsesparate for at spare penge.

»Jeg har fuld tillid til, at kommunerne reelt ønsker at gøre de unge parate til at gå ind i en uddannelse. Også kommunerne har en interesse i at tænke langsigtet, så jeg tror på, at kommunerne visiterer de unge efter bedste evne og intention. Men når jeg bliver forelagt tallene, er det væsentligt at undersøge, hvad de store forskelle skyldes,« siger han.

Også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) synes, at forskellene er store:

»Jeg synes, at forskellen lyder til at være meget stor, og jeg synes også, at forskellen er så stor, at det er noget, der kræver en opfølgning,« siger hun til Jyllands-Posten, og tilføjer, at hun vi få sit ministerium til at komme med forslag om, hvordan det sikres, at ingen unge visiteres forkert.