Radikale tøver med at støtte billigere licens til unge

Finansieringen skal på plads, før de Radikale er parat til at sænke licensen for unge, som flere af Folketingets partier ønsker.

Thomas Søgaard Rohde og Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde og Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau

Ifølge de Radikale er det helt nødvendigt at få finansieringen på plads, inden partiet vil tilslutte sig ideen om at give de unge rabat på licensen, sådan som flere af Folketingets partier tirsdag har meldt ud.

»Jeg er meget åben over for, om man kan finde en mere solidarisk licensordning, men når det er sagt, så synes jeg også, at man bliver nødt til at forholde sig til, hvor pengene skal komme fra,« siger de Radikales medieordfører, Zenia Stampe (R).

Flere partier på Christiansborg, herunder Socialdemokraterne, SF og Venstre, har meldt sig klar til at se på en lavere licens til unge under 25 år.

Læs mere: S vil give unge rabat på licensen

I dag er det kun de økonomisk dårligst stillede pensionister og førtidspensionister samt blinde og svagtseende, som slipper billigere, når licensen på 2.436 kroner årligt skal betales.

Men de Radikale understreger, at det er let at dele gaver ud, men tit sværere at finde pengene til dem.

»Det er ikke specielt kontroversielt at sige, at man gerne vil give nogen en rabat, men det, der kan være kontroversielt, det er, hvor pengene skal komme fra,« siger Zenia Stampe og uddyber:

»Skal Danmarks Radio have færre midler generelt, eller skal man tage pengene fra dem, der har lidt flere penge og sætte licensen op for dem? Når man spiller ud og siger, at licensen skal sættes ned, så skal man også pege på, hvor pengene skal komme fra«.

Læs mere: Borgerlige støtter licensrabat til unge

I januar indleder kulturminister Marianne Jelved (R) den proces, som i løbet af foråret skal føre til et nyt medieforlig, der fastlægger fordelingen af licensindtægterne, og en ny public serviceaftale, der fastlægger, hvordan DR skal opfylde sine forpligtelser i forhold til loven.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden