Regeringen afviser grænsebomme trods smuglerdrama

Grænsebomme kommer ikke indsmuglingen af narko til livs, lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, der i stedet peger på behovet for en stærk efterretningsindsats.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Arkivfoto. Foto: ERIK LUNTANG

Diskussionen om de danske grænser er blusset op, efter politiet søndag aften satte ind mod tre formodede hashsmuglere i en aktion, der endte med at koste en formodet smugler livet og såre en politibetjent.

Dramaet får både Dansk Folkeparti og de Konservative til at efterlyse en øget politi- og toldindsats ved landets grænser, men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) peger først og fremmest på behovet for et solidt efterretningsarbejde.

- Man skal ikke være Al Capone for at finde ud af, at man skal ind i Danmark et andet sted end via den dansk-tyske grænse. Det understreger, hvor forkert det var, da Dansk Folkeparti var optaget af grænsebomme. Det, vi har brug for, er, at vi har en høj opklaringsprocent, og at vi har mulighed for at gennemføre det efterretningsarbejde, der skal til for at finde ud af, at der er en båd i en havn, der er vej med nogle smuglervarer, siger hun.

Det var et tip fra norsk politi, der søndag aften resulterede i politiaktionen i den nordjyske havneby Aalbæk, hvor de formodede norske smuglere blev bremset med 250 kilo hash af elitebetjente fra Politiets Aktionsstyrke. Ifølge Berlingske melder både norske og svenske toldmyndigheder, at store mængder narko ender i landene, efter at have været en tur gennem Danmark.

Situationen kalder på handling, mener Dansk Folkeparti.

- Vi er i en form for double trouble med dels lavere straffe og dels manglende grænsekontrol, fordi den nuværende regering har afvist den tidligere regerings og Dansk Folkepartis etablering af told og politi ved grænserne, siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Læs mere: Danmark er Nordens hashcentral

Også de Konservative er klar til at øge indsatsen.

- Jeg har selv været justitsminister, og jeg ved, hvordan sådan noget her er organiseret. Det er internationale bander, hvor der er rigtig mange penge i omløb, og hvor man tør risikere rigtig meget, og der søger man jo hen, hvor det er nemmest, og hvis Danmark får det prædikat, at man er et slaraffenland for smuglere, så er det klart, at det er den rute, man bruger op til de andre nordiske lande, siger gruppeformand Brian Mikkelsen (K), der samtidig efterlyser en anden prioritering fra regeringens side.

- Man har alle mulige andre politiske formål, for eksempel at jagte multinationale selskaber, siger han.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) afviser dog, at bekæmpelsen af smugling af narko ikke skulle stå højt på regeringens liste.

- Vi skal gøre og gør i dag alt, hvad vi kan for at begrænse den ulovlige indsmugling af narkotika til Danmark, udtaler han i en pressemeddelelse.

Læs mere: Skatteminister afviser kritik af narkobekæmpelse

Den radikale regeringsmakker efterlyser en diskussion af det danske retsforbehold, som retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) frygter, vil spænde ben for et styrket europæisk politisamarbejde, der er nødvendigt for at komme smuglingen til livs.

- Det er vigtigt, når forbryderne arbejder grænseoverskridende, at politiet så også gør det, og derfor er et styrket politisamarbejde på tværs af de europæiske lande rigtig vigtigt, siger han.