Regeringen får drøje hug fra rødt og blåt hjørne

Enhedslisten og Dansk Folkeparti er alt andet end begejstret for regeringens økonomiske redegørelse, der stik imod tidligere skøn kalkulerer med minusvækst i 2012.

Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

- Det er jo en ren tilståelsessag fra regeringen.

- Regeringens økonomiske politik er kuldsejlet.

Sådan lyder det fra henholdsvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti, efter økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) torsdag fremlagde regeringens økonomiske redegørelse, som regner med en minusvækst på 0,4 procent for dansk økonomi i år. Desuden forventes det, at der vil være 168.000 ledige til nytår, hvilket er 4.000 mere end i regeringens seneste prognose.

Finansordfører Frank Aaen fra Enhedslisten kalder situationen alvorlig og kræver offensive initiativer fra regeringen for at sætte gang i beskæftigelsen i Danmark. Han kritiserer samtidig regeringen for at være ansvarlig for den stigende arbejdsløshed, som »først og fremmest skyldes de mange fyringer af offentligt ansatte«.

- Vi har i lang tid peget på, at den stramme økonomiske politik, som regeringen fører, fastholder Danmark i krise og høj ledighed. Der er brug for an langt mere ekspansiv økonomisk politik, fastslår Frank Aaen, der peger på flere indsatsområder, blandt andet forlængelse af dagpengeperioden og halvering af genoptjeningsperioden.

Hos Dansk Folkeparti mener finansordfører Kristian Thulesen Dahl, at Margrethe Vestagers troværdighed halter, eftersom regeringen tidligere på året regnede med en vækst på 0,9 procent for 2012.

- Regeringens økonomiske politik er kuldsejlet. De økonomiske ministres troværdighed er flosset. I efteråret har de forsøgt at tale et opsving op, men det er slået fejl, siger DF-formanden, der mener, at regeringen må se virkeligheden i øjnene og korrigere derefter.

Vestager sagde torsdag formiddag, at »2012 ikke blev det år, vi havde troet eller håbet på, for så vidt angår væksten.«

- 2012 lander på en tilbagegang på 0,4 procent. Det kræver hårdt arbejde at komme ud på den anden side efter faldet i produktionen. Men det vender. Ikke voldsomt, men der bliver positiv vækst i 2013 og 2014, sagde ministeren, der henviste til rapportens vækstskøn på henholdsvis 1,2 og 1,6 procent for de to år.