Regeringen glæder sig over flere familiesammenføringer

En stigning på 50 procent i antallet af familiesammenføringer viser, at det fra start har været en fejl at sætte point på kærlighed, mener de Radikale, der er tilfreds med udviklingen.

Cecilie Tørper Winström, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Benny Andersen og mormor Birgitte tager afsked med Bennys 1-årige datter Emma i Københavns Lufthavn, efter konen og datteren er blevet udvist af Danmark. Flere familier er blevet familiesammenført under SRSF, og det glæder regeringen. Foto: Bax Lindhardt

Regeringens udlændingepolitik er slap og mangler krav, lyder det fra Venstre og Dansk Folkeparti, efter nye tal har vist, at antallet af familiesammenføringer er steget med 50 procent i løbet af det seneste år.

Men hos de Radikale ser man udviklingen som en forventet konsekvens af, at man ved regeringsskiftet i 2011 valgte at gøre op med VK-regeringens pointsystem.

»Vi skelner ikke mellem, hvilke sprog, hvilken baggrund eller hvilke uddannelser man har. Så længe man kan klare sig selv og bidrager til det danske samfund, så skelner vi ikke mellem hvem, der er fine nok til at være kærester med danskerne,« siger politisk ordfører Sofie Carsten Nielsen (R).

»Lige nu er der selvfølgelig et større antal familiesammenføringer, fordi mange par simpelthen har ventet på, at reglerne blev lavet om,« siger hun.

Læs mere: SF: Flere familiesammenføringer var intentionen

Ifølge Jyllands-Posten blev der sammenført 4.748 personer i 2013 mod blot 2.900 personer i 2011, hvor regeringen skiftede farve. Det er en glædelig udvikling, understreger Sofie Carsten Nielsen, der ikke mener, at man kan sætte point på kærligheden, som tilfældet var under VK-regeringen, hvor blandt andet uddannelse, formue og joberfaring havde betydning for, om man kunne blive sammenført med sin kære i Danmark.

»For os i Radikale Venstre er det hjerteblod, at man ikke sætter point på kærlighed mellem danske statsborgere og deres kærester. Kravet om at man kan forsørge sig selv eller hinanden, har vi stadig, og det er nok,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Læs mere: Flere får familiesammenføring

Også hos regeringspartiet SF er der begejstring over, at flere får lov til at komme til Danmark for at bo med deres familier.

»Det klart, at vi ser flere ægtefællesammenføringer, for det var jo sådan set intentionen med at ændre den tidligere regerings system,« siger udlændinge- og integrationsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

»Der skal være rimelige muligheder for, at folk kan finde sig en rengøringsassistent eller en fabriksarbejder ude i verden, uden at der er krav om, at man har en høj uddannelse eller mange penge,« siger hun.

Læs mere: Hård kritik af danske udlændingelove for børn

Over for Jyllands-Posten erklærer Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg (V), at regeringens linje gør det for nemt at få ophold i Danmark, og den holdning deler man i Dansk Folkeparti, hvor integrationsordfører Martin Henriksen (DF) håber, at regeringen vi stramme op på baggrund af antallet af familiesammenføringer.

»Vi har gentagne gange advaret regeringen, men den har ikke villet høre efter. Jeg håber, at de seneste tal gør, at regeringen indser, at det ikke er muligt at føre en stram udlændingepolitik med de regler, som gælder i dag,« siger Henriksen til Jyllands-Posten.

Liberal Alliance anbefaler også at stramme lidt op på området, der dog ikke skal underlægges lige så mange krav, som under VK-regeringen.

»Det pointsystem for familiesammenføringer, som VKO indførte, var alt for bureaukratisk og holdt hårdarbejdende mennesker ude af Danmark, som ville have været et positivt bidrag for os. Men systemet fungerer stadigvæk ikke. For desværre er udlændingepolitikken baseret på naivitet og berøringsangst, hvor man ikke skelner mellem de udlændinge, der bidrager, og de, der ikke gør,« siger integrationsordfører Merete Riisager (LA) i en skriftlig kommentar.

Læs mere: Udvisningen af Emmas mor kan være ulovlig

Læs mere: Dansk Flygtningehjælp: Lad os se på rimeligheden i reglerne