Regeringen indfører midlertidig grænsekontrol til Tyskland | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Regeringen indfører midlertidig grænsekontrol til Tyskland

Vi ønsker at sikre ro og orden i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen om grænsekontrollen, der i første omgang løber i 10 dage. Det vil ikke være alle, der bliver kontrolleret - hensynet til den fri bevægelighed vejer tungest lige nu, lyder det.

Pressemøde med Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i statsministeriet i forbindelse med, at Danmark indfører midlertidig grænsekontrol til Tyskland. Foto: Thomas Lekfeldt

Fra og med klokken 12 i dag har regeringen besluttet at indføre midlertidig grænsekontrol til Tyskland.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde i Statsministeriet i anledning af den aktuelle asyl- og migrationssituation og i lyset af Sveriges seneste tiltag omkring id-kontrol.

»Det er et stort skridt, og det er et skridt, der naturligvis skal ses på baggrund af den migrations- og flygtningekrise, som Europa står midt i. Den største og nok mest komplicerede krise i det her århundrede,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Den midlertidige grænsekontrol varer i første omgang i 10 dage og kan forlænges med yderligere 20 dage.

Til gengæld indfører regeringen ikke det såkaldte transportøransvar, som Sverige indførte ved midnat, natten til mandag, understreger statsministeren. Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil et dansk transportørkrav nemlig ikke nødvendigvis munde ud i samarbejde med tyske trafikselskaber, så konsekvensen risikerer at blive et reelt nedbrud i den offentlige trafik over den dansk-tyske grænse. Et transportøransvar kan dog indføres med »ganske kort varsel«, lyder det.

»Jeg er mig meget bevidst om, at der ikke findes enkle løsninger, men der findes realistiske gensvar på tidens udfordringer. Vi kan og skal passe på Danmark. Det skal vi også gøre i den aktuelle situation, hvor de andre nordiske lande strammer op på deres grænser, for det er det, der er sket,« fortsætter statsministeren.

Løkke: Nødvendigt på grund af de øvrige nordiske lande

Siden starten af september er mere end 91.000 migranter og flygtninge kommet over den dansk-tyske grænse, og af dem har ca. 13.000 søgt asyl, mens resten formentlig er søgt videre til Sverige, Norge og Finland, siger statsministeren på pressemødet.

På det seneste er antallet, der søger asyl i Danmark faldet. I november ankom omkring 5.100 asylansøgere. I december var det faldet til omtrent 2.700 - det svarer til lidt under 90 om dagen. Og henover jul og nytår er tallet faldet yderligere til omkring 55 om dagen, fortæller statsministeren.

»Men vi har stadig en betydelig tilstrømning af migranter og flygtninge, som kommer til Danmark fra Tyskland, og vi har også et større antal end dem, der indtil nu har søgt asyl i Danmark, og derfor vil de nye svenske krav indebære betydelig risiko for, at et antal illegale flygtninge ophober sig i København til fare for god orden og sikkerhed. Det ønsker vi ikke, og det er i det lys, at vi ønsker at indføre midlertidig kontrol,« siger Løkke og fortsætter:

»Vi ønsker ikke længere at se flygtninge og migranter vandre på vores motorveje. Vi vil sikre god ro og orden.«

Mere synligt politi ved grænsen

Den midlertidige grænsekontrol vil betyde, at politiet bliver mere synligt ved grænsen og vil lave stikprøvekontroller både ved færgeovergangene til Rødby og Gedser og ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland, siger Løkke og forklarer regeringens skridt med, at de øvrige nordiske lande har indført lignende tiltag - eller det, der er mere vidtgående.

Den midlertidige grænsekontrol indebærer ikke, at alle fra Tyskland bliver kontrolleret. Politiet vil ikke bede alle om at vise pas, men kontrollen vil løbende blive afstemt med, hvad der er nødvendigt, for at sikre den offentlige ro, orden og sikkerhed, siger Lars Løkke Rasmussen.

»Jeg betragter det her som et helt nødvendigt skridt i lyset af de svenske beslutninger, men sat igennem på en måde, hvor hensynet til et stærkt dansk-tysk samarbejde, ikke mindst i grænselandet, fortsat kan bestå. Vi laver godt nok grænsekontrol, men i en form, hvor den fri bevægelighed for den almindelige dansker og tysker er i højsædet. Og hvor de unge mennesker, der eksempelvis studerer på den anden side, også fremadretet kan tage bus og tog,« lyder det fra statsministeren, der i formiddags var i kontakt med den tyske kansler Angela Merkel og Slesvig-Holstens ministerpræsident Torsten Albig for at orientere dem om de danske tiltag.

 

Tophistorier Gå til forsiden