Regeringen kommer Enhedslisten i møde med aftale om retshjælp

Med en ny aftale sikrer Enhedslisten og regeringen retshjælp til socialt udsatte og asylansøgere. Støttepartiet håber, der kan komme flere lignende lappeløsninger på »den blå« finanslov.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau

Regeringen og støttepartiet Enhedslisten har tirsdag besluttet at give 11,8 millioner kroner til de institutioner, der yder retshjælp til socialt udsatte og asylansøgere.

»Vi har blandt andet sørget for, at de retshjælpsinstitutioner, der rådgiver især udsatte mennesker, som ikke har en tyk tegnebog og råd til en advokat, også kan få hjælp, når de står i juridiske problemer, og det er rigtig vigtigt, for de institutioner stod over for en katastrofe,« siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø).

I finansloven for 2014 fandt regeringen, Venstre og de Konservative ikke penge til at videreføre det beløb, som institutionerne hidtil har fået, og derfor stod flere af dem ifølge Pernille Skipper over for voldsomme nedskæringer eller lukning i det nye år. Med den nye aftale er retshjælpen sikret, og pengene er trukket på »reserver«.

Læs mere: Regeringen og Enhedslisten fastholder retshjælp til udsatte

Også den sociale institution Kofoeds Skole i København får del i pengene, ligesom Rådet for Socialt Udsatte gør det.

»Det er nogle af de elementer, som i den finanslovsaftale, der er indgået mellem regeringen og højrefløjen, ikke er blevet hjulpet over på den anden side og altså er blevet udsat for nedskæringer. Det er få penge, men de betyder rigtigt meget, og det har været vigtigt for os at samle op på,« siger retsordføreren, der håber på, at regeringen vil være med til at indgå lignende aftaler - lappeløsninger på den »blå« finanslov - i den kommende tid.

»Vi vil selvfølgelig forsøge at få diskuteret nogle af de andre elementer fra finanslovsforhandlingerne, som regeringen og Enhedslisten var enige om. Det er jo for eksempel arbejdsklausuler og især ID-kort på byggepladser, som vi jo var fuldstændig enige om. Enhedslisten står til rådighed i stort som småt, hvis regeringen gerne vil rykke Danmark i den rigtige retning,« siger Pernille Skipper.