Regeringen vil bruge milliardbeløb på grønne initiativer

I løbet af de kommende år vil regeringen og Enhedslisten bruge 1,7 milliarder kroner til grønne initiativer.

Pengene fra finansloven skal blandt andet bruges til at elektrificere jernbanen mellem Køge og Næstved, til at etablere et grønt iværksætterhus og til at støtte fødevareindustrien i at gennemføre en grøn omstilling. Foto: Henning Bagger

Når regeringen og Enhedslisten søndag efter alt at dømme bliver enige om næste års finanslov, er et af aftalens elementer et beløb på 1,7 milliarder kroner, der skal bruges til grønne initiativer over de næste år. Det erfarer TV 2.

Pengene skal blandt andet bruges til at elektrificere jernbanen mellem Køge og Næstved, til at etablere et grønt iværksætterhus og til at støtte fødevareindustrien i at gennemføre en grøn omstilling.

Af de 1,7 milliarder kroner er den ene milliard allerede sat af, men først nu besluttes det konkret, hvad pengene skal bruges til. Resten af beløbet er »nye« penge.

TV 2 erfarer, at planen indeholder 15 millioner kroner til energirenovering af offentlige bygninger, 150 millioner kroner til en grøn kautionsordning og endelig 40 millioner kroner til en grøn omstillingsfond. 25 millioner kroner skal gøre det mere attraktivt at køre med tog - blandt andet ved at forbedre adgangsvejene til landets banegårde med elevatorer og ramper.

Tidligere lørdag blev regeringen og Enhedslisten enige om en socialpakke til 1,1 milliarder kroner samt en aftale, der skærper kursen over for økonomisk kriminelle.

BNB