Regeringen vil gøre skilsmisser lettere

Det skal være muligt at blive skilt uden forudgående separation, mener regeringen.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Foto: Rune Evensen

Hvis et ægtepar er enige om at gå hver til sit, skal de fremover kunne blive skilt fra den ene dag til den anden. Det foreslår regeringen, når der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne skal drøftes en effektivisering af statsforvaltningerne. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- I dag kan man godt blive skilt med det samme, hvis der for eksempel er foregået utroskab. Man kan spørge, om utroskab er en bedre grund til skilsmisse, end hvis to voksne mennesker har besluttet sig til at gå fra hinanden og har arbejdet lang tid på at nå frem til den beslutning. Hvis to voksne mennesker er enige om skilsmissen, hvorfor er det så, at samfundet af moralske årsager indfører en separationsperiode? Det virker gammeldags og formynderisk, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at separationsperioden på seks måneder fortsat vil bestå for de par, der ønsker at overveje situationen.

Læs mere: Accepten af skilsmisse stiger

Privatpraktiserende skilsmisserådgiver Mette Haulund bakker op om regeringens forslag.

- Fra de første tanker om en eventuel skilsmisse opstår, til separationspapirerne bliver sendt ind, går der i langt de fleste tilfælde årelange overvejelser. Det er en umyndiggørelse af voksne selvstændige mennesker, at de ikke kan blive skilt med det samme, når de har taget beslutningen. En hurtig skilsmisse kan hjælpe både forældre og børn til at få afklaret situationen og komme videre rent følelsesmæssigt, siger hun til avisen.

Læs også: De ofte stillede spørgsmål om arv og skilsmisse

Omvendt mener Venstres familiepolitiske ordfører, Louise Schack Elholm, at en lettere adgang til skilsmisser er det helt forkerte signal at sende.

- Det er et angreb mod ægteskabet som institution. Separationen er en vigtig refleksionsperiode, og den kan bruges til at finde ud af, hvordan man samarbejder om eventuelle børn. Skilsmisse er den tredje største livskrise i et voksent menneskes liv næst efter at miste et barn eller en ægtefælle. Derfor er det heller ikke noget, myndighederne bør kan bevilge fra den ene dag til den anden, siger Louise Schack Elholm til Kristeligt Dagblad.

Læs også: Guide: Sådan får du bedst børnene gennem en skilsmisse (69 kr.).

Regeringen vil gøre skilsmisser lettere