Regeringen vil ikke sidde med ved EU-bordet

Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

”Vi skal sidde med ved bordet” er nok et af de mest fortærskede argumenter blandt partier, der ukritisk siger ja til alt, der står EU på.

Fra i dag kan argumentet dog ikke længere bruges af hverken SF, S eller R – i hvert fald ikke, hvis de vil tages seriøst.

Mandag aften blev det sidste møde i Westerwelle-gruppen om Europas fremtid afholdt. Gruppens møder har ikke fået megen mediebevågenhed i Danmark, men ikke desto mindre vil visionsgruppen omkring EU’s fremtid med al sandsynlighed få indflydelse på, hvordan EU vil udvikle sig og derigennem få indflydelse på Danmark og dansk politik.

Står det til gruppen, der udgøres af specielt inviterede udenrigsministre omkring den tyske Guido Westerwelle, vil EU gennemgå omfangsrige forandringer i løbet af meget kort tid. Gruppen har ingen formel ledelseskompetence, men realpolitisk vil dens arbejde blive taget til efterretning i EU's kraftcenter – Berlin.

Westerwelle-gruppen foreslår en række tiltag, hvoraf de fleste omhandler øget økonomisk integration. EU skal ikke overtage ”hele den økonomiske styring af medlemslandene”, som det generøst er formuleret, men integrationen skal være både vidtrækkende og dyb. Samtidig foreslår gruppen at udvide EU’s beføjelser gennem eksempelvis en EU-præsident, junior-kommissærer og en ny beføjelse til Europaparlamentet i forhold til at foreslå ny lovgivning. Der er dømt ”mere EU” hele vejen rundt – med bevarelse af euroen som det gennemgående formål.

Det er ulykkeligt, at denne magtfulde visionsgruppe betragter euroens overlevelse som EU’s mål og formål. Hvor udgangspunktet for EU var fredsskabelse og samhandel, bliver formålet nu reduceret til møntens overlevelse – som et symbol på EU. Det hedder således i dokumentet:

”The Euro has profound economic advantages and is the most powerful symbol of European integration.”

Hvorvidt euroen indtil nu har haft egentlige økonomiske fordele, må der siges at herske stor uenighed om, men at den er blevet et symbol for politikere, der ønsker et fuldt integreret EU, er åbenbart. Imens hoster debatten sig af sted i sneglefart herhjemme, og vi forpasser enhver chance til at diskutere, om vi ønsker ”bedre EU” eller ”mere EU”, og om vi i Danmark er klar til at smide vores økonomiske politik i samme bunke som grækere og italienere til en fælles storvask. For godt nok er euroen centrum for de vidtrækkende integrationsvisioner, men alle EU-lande er inviterede.

Mandag aften forpassede den danske udenrigsminister chancen for at påvirke processen direkte – han sendte dog en venlig skrivelse til sin tyske kollega. Villy Søvndal deltog heller ikke i det indledende møde i gruppen. Vi kan således konstatere, at den siddende regering betragter udviklingen i EU fra sidelinjen. Med tilslutningen til Finanspagten og Margrethe Vestagers nye positive signaler overfor deltagelse i en bankunion ser det ud til, at regeringen ønsker at nærme sig den føderale vision. Men at sidde med ved bordet er ikke en del af regeringens dagsorden.