Regionsrådsformand: For tidligt at undersøge 1813

Sophie Hæstorp Andersen er overrasket over, at Rigsrevisionen er blevet bedt om at undersøge 1813-ordningen i Region Hovedstaden efter bare ti dage med den nye akuttelefon.

Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen er overrasket over, at statsrevisorerne allerede efter ti dage vil have folk til at sidde og gennemgå bilag vedrørende akuttelefonen. Foto: Nils Meilvang

»Jeg synes det er lidt tidligt.«

Sådan lyder meldingen fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), efter at formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), vil bede Rigsrevisionen om at undersøge den nye akuttelefon 1813 i Region Hovedstaden.

»Jeg er lige så optaget af, at man skal passe på skatteborgernes penge, som statsrevisorerne er. Så jeg synes selvfølgelig, at det er helt okay, når statsrevisorerne interesser sig for noget, men i dette tilfælde er jeg lidt overrasket over, at man allerede efter ti dage vil have folk til at sidde og gennemgå bilag og økonomi frem for at koncentrere sig om, at vi nu får ordningen til at fungere,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Læs mere: Mindst hver fjerde smides af akutlinjen

Peder Larsen kritiserer i Jyllands-Posten lørdag blandt andet, at Region Hovedstadens nye 1813, der erstatter den gamle vagtlægeordning, efter hans vurdering bliver dyrere end oprindeligt beregnet. Men den kritik er forfejlet, mener regionsrådsformanden.

»1813-sytsemet består jo både af den tidligere lægevagt, men også visitering, hvor man skal ringe, før man tager på skadestuen eller akutmodtagelsen. Det nye system er beregnet til at være 15 millioner kroner billigere end det tidligere lægevagtsystem, men de 15 millioner kroner er afsat som en buffer,« siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

»Det betyder, at man kan lave tilpasninger af systemet og ordningen, uden at der er behov for ekstra økonomi. Så min forventning er, at vi i 2014 overholder økonomien i det nye system, og at det ikke samlet set bliver dyrere end det gamle system, som jo kun var lægevagt og ikke havde visitering.«

Læs mere: »Personalet lader til at have mere overskud«

Inden 1813 gik i luften 1. januar i år var målet, at ni ud af ti, som ringer, skulle have en sygeplejerske i røret inden for tre minutter. Det er dog langt fra blevet indfriet, og ifølge Sophie Hæstorp Andersen er det efter ti dage med 1813 fire ud af ti, som kommer igennem inden for tre minutter, og 75 procent kommer igennem inden for ti minutter.

»Det er ikke godt nok, og vi er ikke i mål endnu. Vi har et møde med alle partierne i regionsrådet på tirsdag, hvor vi vil diskutere hvilke mål og delmål, der vil være gode at sætte, og ikke mindst hvilke indsatser, der skal til for at nå i mål.

Læs mere: 1813-brugere måtte i gennemsnit vente 12 minutter nytårsdag

Læs mere: Hasteplan skal rette op på 1813-kaos

Læs mere: Akuttelefonen mangler stadig at ansætte læger