Rigsrevisionens AMU-kritik preller af på Haarder

Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) afviser at have ladet stå til over for aktører, der misbrugte AMU-tilskud, som kritikken lyder fra Rigsrevisionen.

Annette Sand, Berlingske Nyhedsbureau Annette Sand, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Asger Ladefoged

- Vi var efter dem med kosten.

Sådan lyder forsvaret fra tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) over for Rigsrevisionen, der onsdag kritiserer ham og en anden tidligere undervisningsminister, Ulla Tørnæs (V), for at have holdt dårligt tilsyn med AMU-kurserne, der tilbyder efteruddannelse til voksne.

I en rapport skriver statsrevisorerne ifølge Avisen.dk, at de to ministre begge har ladet private firmaer og andre aktører misbruge milliarder af offentlige kursuskroner - et misbrug, som Undervisningsministeriet allerede i 2005 blev advaret om.

- I min tid var vi meget skrappe og talte med store bogstaver til de institutioner, som ikke forvaltede AMU-midlerne ordentligt. Så det er ikke rigtigt, at vi ingenting gjorde, siger Bertel Haarder til Avisen.dk.

En reform af AMU-systemet i 2003 gjorde de offentlige skoler til selvejende institutioner og gav private firmaer adgang til markedet for AMU-kurser. Ifølge Rigsrevisionens rapport greb ministeriet først greb ind i 2009, hvor Bertel Haarder erklærede »nultolerance« over for misbrug af AMU-tilskud. Men ministeriet kunne have begrænset omfanget af snyd tidligere, lyder det.

Bertel Haarder afviser at have ladet stå til.

- Mit budskab til skolerne var hele tiden, hvis I vil undgå et kontrolhelvede, hvor vi skal sidde og godkende alting på forhånd, så bliver I nødt til at holde orden i egne rækker og udøve stram selvdisciplin. Det er jo det, der er den bedste model, siger Bertel Haarder.

Hertil medgiver han, at der var nogle triste eksempler, hvor man var nødt til at skride ind og kræve tilbagebetaling.

- Man kunne have forhindret flere eksempler på dårlig forvaltning ved at umyndiggøre skolerne og lægge mere ind i ministeriet – og ansætte flere mennesker til at holde øje med dem, siger Bertel Haarder og forklarer, at hans vej var, at kræve tilbagebetaling, når der var noget at komme efter. Ikke at umynddigøre dem, lyder det fra den tidligere undervisningsminister.

Rigsrevisionens rapport offentliggøres senere onsdag eftermiddag.