Ritt B.: Vælgerne kender så småt partiet igen

Socialdemokratiet oplever en svag fremgang i den seneste meningsmåling fra Gallup. Tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S) giver folkeskolereformen en stor del af æren for partiets comeback.

Therese Rekling, Berlingske Nyhedsbureau
Ritt Bjerregaard Foto: Christian Als

Det er folkeskolereformen, som får danskerne til at se med mildere øjne på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og socialdemokraterne i en ny Gallup-måling lavet for Berlingske, mener tidligere S-profil Ritt Bjerregaard.

I målingen går Socialdemokraterne frem til 23,1 procent af vælgerne mod 19,8 procent i målingen fra november.

Læs mere: Gallup: Fremgang for Thorning

- Jeg tror i høj grad, det hænger sammen med udspillet omkring folkeskoleloven. De socialdemokratiske vælgere kan pludselig se en socialdemokratisk politik, og en linje, hvor man tager det alvorligt, at børnene ikke har fået nok ud af deres skolegang, siger tidligere overborgmester i København, Ritt Bjerregaard.

Hun peger på, at mange socialdemokratiske vælgere har været skuffede over, at det indimellem har været svært at se den politik, som de havde stemt på.

- Regeringen ville alligevel ikke forbyde prostitution, og hvad blev der er af den med barsel til fædre? Der har været sådan nogle markante ting, hvor man synes, de svigter nogle af de ting de sagde i valgkampen. Men det gør de ikke med skoleudspillet. Der ligger de en klar linje, siger hun.

For at holde fremgangen er partiet derfor nødt til at fortsætte med klare forslag i forhold til de ting, de meldte ud i valgkampen.

- Det, man kan lære af det, er, at det er klogt at komme med nogle udspil, hvor vælgerne kan genfinde partiets principper. Jo mere man står ved de principper, som folk har valgt én ind på, jo bedre går det. Det er faktisk meget logisk, siger Ritt Bjerregaard.

Derudover skal Socialdemokraterne først og fremmest kæmpe for folkeskolereformen for at få så meget som muligt igennem, og det skal nok vise sig at blive ganske hårdt, mener Ritt Bjerregaard. Til gengæld har Socialdemokratiet den fordel, at de ikke har andre ting ved siden af, som de skal kæmpe med.

- De radikale skal i et stykke tid slås med efterdønningerne på Uffe Elbæk. Det kommer selvfølgelig til at spille en rolle for dem. SF skal slås med beskyldninger, som jeg nu synes er grundløse, i forhold til at Annette Vilhelmsen skulle rense ud. På den måde står socialdemokraterne stærkere for øjeblikket, fordi de ikke har sådan nogle mere ligegyldige ting ved siden af, som de skal kæmpe med, siger hun.

Ritt Bjerregaard understreger dog, at meningsmålinger aldrig er det samme som valg. Man kan glæde sig over, at det går frem, men man kan ikke stole alt for meget på det.