Rompuy foreslår mindre stigning i forskning og vækst

Strammerlandene i EU skal selv betale for et mindre EU-budget ved at udgifterne til vækst og infrastruktur vokser mindre end planlagt, foreslår EUs præsident.

Herman van Rompuy i samtale med kommissionsformand Jose Manuel Barroso Foto: Thierry Roge

Det er midlerne til forskning og infrastrukturprojekter, som skal sørge for, at EUs budget skrumper.

Det foreslår EUs præsident Herman van Rompuy i et udspil til et nyt syv-årsbudget, som han fremlagde for stats- og regeringscheferne fredag morgen. I stedet for at hæve rammen til de fremadrettede investeringer til 140 mia. euro, som han ellers foreslog i november, skal de nu kun udgøre 125,7 mia. euro. Det er den eneste post på EU-budgettet, som Danmark og andre nordeuropæiske lande gerne vil øge. Udgifterne til forskning og infrastruktur vil dog stadig vokse med 34,6 mia. euro i forhold til i dag.

Efter en lang nat med hårde forhandlinger fremlagde Herman van Rompuy fredag morgen et budgetforslag for de 27 stats- og regeringschefer, der betyder, at EU for første gang nogensinde står til at beskære sit budget. I forhold til det aktuelle budget skal det såkaldte forpligtelsesniveau beskæres med 34 mia. euro til 960 mia. euro.

Dertil kommer udgifter uden for selve budgetrammen, hvilket bringer de samlede maksimale forpligtelser på 996,8 mia. euro. Det er knap 14 mia. euro mindre end præsidentens forrige udspil fra november. Den britiske premierminister David Cameron har fokuseret på de faktiske udbetalinger. Det beskæres til 908,4 mia. euro.

I britisk presse udlægger kilder udspillet som en britisk sejr, og ifølge flere medier skal stats- og regeringscheferne have nikket til van Rompuys budgetramme De såkaldte strukturfonde, der især forsvares af syd- og østeuropæiske lande sættes op fra 320 mia. kr. i Rompuys november-forslag til til 324,7 mia. euro. Det er dog stadig 30,1 mia. euro mindre end i det nuværende budget, der udløber i år. Landbrugsstøtten skal maksimalt udgøre 373,5 mia. euro foreslår Herman van Rompuy, hvilket er en anelse mere, end han foreslog i november, hvor tallet var 372 mia. euro. Det er dog markant mindre end i dag, hvor landbrugsstøtten udgør 421 mia. euroe.

En række strammerlande har rettet fokus mod administrationsomkostningerne i Bruxelles, hvilket har fået embedsmændene på gaden i strejke. Herman van Rompuy foreslår, at der skæres fem procent i medarbejderstaben for alle EU-institutioner i perioden 2013-2017. De samlede udgifter til administration kan dog vokse til 61,6 mia. euro, hvilket er 4,7 mia. euro mere end i dag.