Rullegardiner, brevordnere og softice: Regeringen vil rydde op i afgiftsjungle | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Rullegardiner, brevordnere og softice: Regeringen vil rydde op i afgiftsjungle

Skatteminister Karsten Lauritzen varsler et opgør med de såkaldte punktafgifter for at spare virksomhederne for både penge og bøvl. Erhvervsorganisationerne roser tiltaget, mens rød blok frygter, at det vil betyde besparelser på velfærden.

Cathrine Bloch og Kasper Kildegaard, ksre@berlingske.dk
Karsten Lauritzen (V), skatteminister, fotograferet i Irma. Foto: Thomas Lekfeldt

Der skal ryddes op i de mange rigide afgifter på alt fra regntøj og rullegardiner til nødder, kaffe og luften i softice.

Sådan lyder meldingen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), der vil sortere i den lange række af punktafgifter, der i hans øjne i flere tilfælde er til stort besvær for virksomhederne, selv om afgifterne ikke indbringer et væsentligt provenu til statskassen.

Til formålet vil ministeren nedsætte et saneringsudvalg – skatteministeren selv kalder det »et oprydningsudvalg« – der hovedsagelig kommer til at bestå af erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer samt Forbrugerrådet Tænk. Udvalget skal i midten af 2017 komme med et bud på, hvilke afgifter der kan luges ud i.

Læs mere: S savner finansiering af regeringens afgiftsoprydning

»Jeg er sikker på, at der har været gode argumenter for at indføre hver afgift. Men når man kigger på det samlede billede, hvor der er afgifter på alt fra rullegardiner til brevordnere, må man tage sig lidt til hovedet,« siger Karsten Lauritzen.

Udvalget får tre opgaver: De afgifter, hvor det administrative besvær ikke står på mål medbeløbet, der kommer ind til statskassen, skal fjernes, og derudover skal udvalget kigge på, om der er afgifter, der kan strømlines. Her peger skatteministeren konkret på afgifter på nødder som et eksempel. Afgiften variereralt efter, om der er tale om nødder med eller uden skal, ligesom der er forskel på afgiften for cashewnødder og for hasselnøddekerner.

Læs mere: Overblik: Her betaler du punktafgift

Endelig skal udvalget se på muligheden for at indføre en bagatelgrænse, så virksomheder kan blive fritaget for at skulle opgøre en afgift, hvis den i kroner og øre er meget lav.

Læs mere: Kristik: Slikfusk skal bekæmpes med lavere afgifter

Finansieringen til oprydningsarbejdet vil ministerenendnu ikke pege på, men pengene skal findes på finansloven for 2018. Venstre har tidligere foreslået at afsætte 250 millioner kroner til formålet, og den ambition står Karsten Lauritzen fast på:

»Jeg håber da, at man kan finde et større beløb end dette. Men det er jo ikke kun op til mig at bestemme.«

Punktafgifter bidrager hvert år med langt over 20 milliarder kroner til statskassen. Nogle af de afgifter, der efter alt at dømme kan komme til at gå fri i oprydningen, er afgifterne på chokolade, tobak og alkohol – netop fordi de skæpper så godt.

»De bidrager med et meget stort milliardbeløb til statskassen, og derfor må jegvære ærlig og sige, at jeg ikke tror, man kommer til at fjerne eksempelvis chokoladeafgiften. Når det handler om milliarder, vil vi hellere bruge pengene på at sænke skatten på arbejde,« siger Karsten Lauritzen.

Du fokuserer meget på virksomhederne i din oprydning, men hvad kommer det til at betyde for den enkelte forbruger?

»Denne øvelse er ganske rigtigt rettet mod virksomhederne, og forbrugerne vil nok ikke opleve, at varerne bliver voldsomt billigere. Men virksomhederne vil i den grad opleve, at der kommer mere sund fornuft i vores afgiftsregime,« siger Karsten Lauritzen.

Burde I ikke være mere ambitiøse og satse på en øvelse så stor, at oprydningen også kommer forbrugerne til gode?

»Det kan man jo godt spørge om. Men jeg vil hellere have, at folk har flere penge på lommen, når de er nede i supermarkedet, og så kan de selv bestemme, hvilke varer de køber, i stedet for at udvalgte varer er lidt billigere.«

Læs mere: Højere priser på alkohol: »Vi prøvede det også med fedtafgiften«

SR-regeringen foreslog sidste år et lignende eftersyn af punktafgifterne i sit vækstudspil, og derfor erklærer skatteordfører Jesper Petersen (S) sig helt på linje med intentionen.

»Men når regeringen ikke på forhånd peger på, hvor pengene skal findes, kan jeg godt frygte, at de skal findes gennem flere besparelser på den kommunale velfærd. Det kan vi ikke gå med til,« siger han.

SFs skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, er ligeledes bekymret for, at det er velfærden, der kommer til at betale for oprydningsøvelsen. Hun kritiserer desuden, at ministeren ikke inviterer miljø- og sundhedsorganisationer med i udvalget:

»Mange af afgifterne er der jo af hensyn til sundhed og miljø. Derfor er det ærgerligt med det skævvredne erhvervsfokus.«

Hos Enhedslisten peger skatteordfører Rune Lund også på, at flere punktafgifter har til formål at præge forbruget i en given retning eller at skåne miljøet for belastning fra eksempelvis skadelige stoffer.

»Så det er klart, at det er en mega dårlig idé, hvis man ligefrem vil gå ind og bruge penge på noget, der kan skade vores miljø,« siger Rune Lund.

Karsten Lauritzen kan til gengæld notere sig opbakning fra Dansk Erhvervs administrerende direktør, Jens Klarskov.

»Mange af afgifterne er enormt besværlige at administrere for virksomhederne, men fremmer ikke forretningen. Vi har en mistanke om, at afgiftssystemet har formeret sig helt uregerligt gennem knopskydning, og derfor er det godt, hvis Karsten Lauritzen kommer med macheten og rydder op,« siger han.

Jens Klarskov kalder det dog »vigtigt«, at regeringen afsætter penge til formålet – uden det kan man ifølge ham ikke gøre noget grundlæggende ved problemet.

Læs mere: SF vil hæve afgifterne på den billige vodka

Den holdning deler Kent Damsgaard, administrerende direktør i Dansk Industri. Selv om skatteministeren udpeger afgiften på chokolade som svær at fjerne, mener Kent Damsgaard, at der bør tages et opgør med netop den afgift.

»Den skaber kolossale problemer for vores fødevarevirksomheder,« siger han.

Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, kalder udspillet »fuldstændig fremragende«. Hun efterlyser dog, at Karsten Lauritzen på forhånd giver udvalget et økonomisk råderum at arbejde ud fra.

»Det ville være fint at sætte en ambitiøs aftaleramme, inden udvalget går i gang, så det kan tage ordentligt fat,« siger Merete Riisager.

Læs mere: Tysk minister: Benzinafgift skal dække flygtningekrise

Tophistorier Gå til forsiden