»Ruslands undertrykkelse af homoseksuelle skal bekæmpes – ikke boykottes«

Mette Reissmann (S) Mette Reissmann (S)
Mette Reissmann (S) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Jeg er stolt af at komme fra et land, som går forrest i kampen for homoseksuelles rettigheder. På en lang række områder har vi i Danmark sikret, at man uanset seksuel orientering har samme rettigheder. Vi var det første land i verden til at indføre registreret partnerskab, som var en vigtig milepæl for homoseksuelles rettigheder. I 1999 var vi det første land, der gav forældre af samme køn mulighed for at blive juridiske forældre, og senest har vi 2012 i Folketinget vedtaget, at kirkelig vielse er tilgængeligt for alle par, uanset køn. Vi har vist, at det er muligt at skabe et tolerant samfund, der står hårdt på minoriteters rettigheder.

Derfor er det også svært at være vidne til, hvordan homoseksuelle behandles i nogle andre lande. De 22. olympiske vinterlege i Rusland er i gang på trods af, at vi de seneste måneder er blevet præsenteret for den ene gruopvækkende historie efter den anden om værtslandets behandling af homoseksuelle. Voldelige og ydmygende overfald på homoseksuelle er desværre udbredt i landet, og selvom flere videoer på YouTube dokumenterer disse hate crimes, får voldsmændene tilsyneladende ingen mærkbare konsekvenser. Desværre er det ikke kun i gaderne, at homoseksuelle må leve i frygt på grund af deres seksualitet. Sidste sommer vedtog det russiske parlament en lov, der forbyder homo- og transseksuel ”propaganda”, der betyder, at man ikke må skilte med sin homoseksualitet. Som dansker forekommer det fuldstændig uacceptabelt, at Rusland på den måde bomber homoseksuelles rettigheder tilbage til stenalderen.

Danmark har en forpligtigelse til at tage kraftig afstand fra disse krænkelser af minoriteters rettigheder. Nogle vil måske indvende, at boykot af legene er den eneste måde at tage kampen op mod undertrykkelsen. Det mener jeg ikke. Ved at kappe båndende til Rusland svigter vi også de undertrykte grupper. Jeg mener, vi i stedet konsekvent skal fordømme undertrykkelse med menneskerettighederne i hånden, og det gør vi mest effektivt ved at indgå i dialogen. Det er blandt andet det, jeg gør i Europarådet sammen med mine danske kollegaer, når vi kæmper for seksuelle minoriteters rettigheder.

De moderne Olympiske Lege handler om at fejre sportssjæle uanset køn, race eller seksuel orientering. I den olympiske ed hedder det, at ”det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen” – det er i den ånd, at vi skal bruge Vinter-OL til at lægge pres på Rusland. Et boykot vil måske føles som en triumf, men forandringen kommer ikke af den grund, for triumfen er kun symbolsk. Den reelle kamp gennem en kritisk dialog er den eneste effektive vej til at gøre en reel og positiv forskel for de undertrykte grupper i Rusland og andre steder i verden.