Rygte kan blive afgørende

Det beskidte rygte om Stephen Kinnocks seksualitet er ved at blive det mest håndgribelige i skattesagen.

Erling Andersen, direktør i Skat København, forklarede i retten i går, at der efter hans mening i 2010 var tale om tilsvining af Stephen Kinnock fra Peter Arnfeldt, spindoktor for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

For læsere kan det måske undre, at medierne vedholdende bliver ved med at omtale statsministerægtefælle Stephen Kinnocks seksualitet. Men rygtet om Kinnock bi- eller homoseksualitet kan faktisk få central betydning for den igangværende skattesagskommission, som skal afdække læk og magtmisbrug.

Lad os lige fastslå: Kommissionen interesserer sig naturligvis ikke for, om rygtet er sandt. Kommissionen afstod netop behændigt fra at bore i, hvor ophavsmanden, statsministerparrets daværende skatterådgiver Frode Holm, fik ideen fra, da han blev afhørt i november. Men måden, rygtet er blevet anvendt på, er efterhånden et af de mest konkrete spor på et eventuelt misbrug i skattesagen.

For efter at samtlige indkaldte fra Skat København har vidnet for kommissionen, tegner der sig et meget dobbeltsidet billede af, om der overhovedet er foregået direkte magtfordrejning under selve behandlingen af Kinnocks skattesag.

På den ene side har stort set alle medarbejderne fra Skat København hørt om eller fået mistanke om, at Skatteministeriets top i 2010 personificeret ved skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og rådgiver Peter Arnfeldt arbejdede intenst på at gøre Kinnock skattepligtig og dermed kunne sparke Thornings bane mod Statsministeriet ud af kurs. På den anden side hviler mistanken i grove træk udelukkende på fornemmelser, tredjehåndsudsagn og generel irritation over ministeriets massive interesse for sagen. Eller som direktør for Skat København Erling Andersen selv formulerede det i går i kommissionen, da han blev spurgt til, hvad presset fra Lund Poulsen og Arnfeldt egentlig bestod i:

»Ikke andet end at de konstant rejser spørgsmål og vil have notater.«

Rygte får stigende opmærksomhed

Til gengæld tiltrækker rygtet om Kinnocks seksualitet sig stigende opmærksomhed, og det skyldes to årsager:

For det første kendte dagbladet BT detaljeret til homorygtet i efteråret 2011. Avisen vidste både, at afsenderen var Frode Holm, og at der var nedskrevet linjer, som måske kunne relateres til rygtet. For det andet har både skattedirektør Lisbeth Rasmussen og direktør Erling Andersen, begge fra Skat København, fortalt kommissionen, at de er overbeviste om, at de fire meget omtalte linjer, som tidligere departementschef Peter Loft ville have med i Kinnocks afgørelse, var en slet skjult reference til Kinnocks seksualitet.

BTs kendskab til rygtet er opsigtsvækkende, fordi kun et yderst begrænset antal personer kendte relationen til Frode Holm og de fire linjer. Selve skatteafgørelsen, som også landede på BTs redaktion, cirka en uge før folketingsvalget blev udskrevet 26. august 2011, fortæller intet om de to oplysninger. Linjerne kom aldrig med i afgørelsen. Berlingske har tidligere fortalt, at BT arbejdede så intenst på denne historie, at en reporter og fotograf 4. til 6. september 2011 var sendt til Genève i Schweiz, hvor Kinnock arbejdede.

Erling Andersen forklarede i går, at han i ugen op til folketingsvalget 2011 hørte om BTs detaljerede viden: Produktionsdirektør Steffen Normann Hansen fra Skatteministeriet var blevet kontaktet af redaktionschef Simon Andersen fra BT.

- Simon Andersen konfronterer ham med rygterne om Kinnock. Om eftermiddagen flyver jeg til Stockholm og får en SMS fra Simon Andersen: »Hvorfor har du skrevet de fire linjer ud?«

Og Erling Andersen gentog i går, at Lofts fire linjer var en direkte hentydning til rygtet. Linjerne findes i mindst to versioner og handler om »de oplysninger, som du og din repræsentant har afgivet om jeres erhvervs- og familiemæssige forhold«.

Peter Loft har gentagne gange fastholdt, at tilføjelsen alene var for at tydeliggøre Skats grundlag for afgørelsen. Men for Erling Andersen var de fire linjer det endegyldige tegn på, at Lund Poulsen pressede Loft.

- Dette handler ikke om en præcisering, men om tilsvining. Dette handlede kun om at lægge en kile ind, så Peter Arnfeldt senere kunne kontakte de herrer bag mig (journalister, red.) og fortælle, hvad den oplysning betød, hævdede Erling Andersen i går.

Huskekage til Thorning

Andersens forklaring peger i retning af et muligt forløb, som tidligere har været beskrevet i Berlingske: Helt ind i august 2010 troede Skatteministeriets top, at Kinnock var skattepligtig. Det vurderede Skat København og Frode Holm også, viser sagsakter, som Berlingske har læst. Da det modsatte viste sig, kunne Helle Thorning-Schmidt (S) i stedet få en huskekage med på vejen: Din mand er biseksuel. Eller som Erling Andersen sagde i går:

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor departementschefen vil have de fire linjer med, medmindre man ikke kunne få Kinnock gjort skattepligtig, men så kunne få linjerne ind som en tilsvining.

Ellers var gårsdagens afhøring primært en gentagelse af kendte oplysninger: I Skat København oplevede man sommeren 2010 en uhørt interesse for Kinnocks sag fra Skatteministeriet. Der var spørgsmål og notater, nye spørgsmål og nye notater - og en dyb mistro i Skat København til Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt.

Selv det, at TV 2 holdt foran Skat København, den dag agterskrivelsen lå parat i september 2010, fik Andersen kædet sammen med Peter Arnfeldt:

- Hvorfor holder TV 2 dernede. Jeg ved det ikke. Men Arnfeldts kone er jo nyhedsredaktør på TV 2, sagde Erling Andersen med reference til Ulla Østergaard, som har titel af redaktionschef.

Over for Berlingske lyder Peter Arnfeldts modsvar:

- Jeg ved ikke, hvem der har tippet TV 2, men jeg »tror«, det er Erling Andersen.