S afviser at forbyde rejser til lande i borgerkrig

Socialdemokraterne vil ikke forbyde danskere at rejse til borgerkrigsplagede lande, som de Konservative foreslår.

Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau Cecilie Gormsen, Berlingske Nyhedsbureau

»Det er fuldstændig uacceptabelt, når danskere tager i krig i Syrien, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at de tager af sted.«

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen (S), efter at den seneste vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) er, at mindst 90 danskere er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Men hun støtter ikke forslaget fra de Konservatives retsordfører, Tom Behnke (K), om at forbyde rejser til lande i borgerkrig.

»Et generelt forbud mod at rejse til lande i borgerkrig har jeg meget svært ved at se, hvordan skal fungere. Det lyder godt, og der er meget symbolik i det, men i praksis har jeg meget svært ved at se, hvordan vi for eksempel skal kontrollere, at folk reelt tager til Syrien?« siger Trine Bramsen og fortsætter:

»Det er jo ikke sådan. at de bare tager et charterfly til Syrien. Vi ser, at mange af de unge mænd, som tager af sted, tager til Tyrkiet og derfra rejser over grænsen. Men hvordan vil man kontrollere det,« siger hun.

Tom Behnke foreslog lørdag, at man indfører et forbud mod rejser til borgerkrigsplagede lande, da det ifølge ham ikke løser konflikten, når man tager derned og kæmper. Det er derimod »alene med til at holde den i live,« mener han. Trine Bramsen kalder det en svær problemstilling, men hun mener ikke, at et sådant forbud vil være den rigtige vej at gå.

»Det skal jo kunne dokumenteres, at man har deltaget i krigen og ikke været for eksempel nødhjælpsarbejder, som mange danskere i Syrien er lige nu. Der vil være en risiko for, at man ikke kan skelne mellem det,« siger hun og fortsætter:

»Derfor mener jeg, at det er helt afgørende, at vi anvender overvågning for at stoppe de danskere, som tager af sted for at deltage i krigen, og PET overvåger allerede de her mennesker meget nøje og følger med i, om de foretager sig noget, der er ulovligt.«

SFs retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) oplyser, at hun er på linje med Trine Bramsen, og hun bakker heller ikke op om et forbud mod rejser til lande i borgerkrig.

S afviser at forbyde rejser til lande i borgerkrig