Seneste nyt

S: Det skal være normalt at få børn som studerende

Socialdemokraterne og SF er enige om, at politikerne skal granske den lave fødselsrate grundigt.

Esther Margrethe Lynard, Berlingske Nyhedsbureau
Politikerne skal finde ud af, hvordan vi bedst sikrer, at der kommer flere børn,  mener forskere. Foto: Nikolai Linares

Når danskerne kun får 1,7 barn per familie, og det kræver en fødselsrate på 2,1 barn per familie til at opretholde befolkningens aktuelle størrelse, så er det på tide, at politikerne går sammen og finder ud af, hvordan man løser problemet.

Sådan lyder det fra en række forskere fra Rigshospitalet, og regeringspartierne S og SF er enige.

I onsdagens udgave af Politiken advarer forskere fra Rigshospitalet således mod danskernes tøven over for at få børn, og sundhedsordfører for Socialdemokraterne og formand i det Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed, Sophie Hæstorp Andersen (S), mener, det er en problemstilling, der skal tages hånd om politisk.

»Det skal blive mere normalt og helt acceptabelt, at man prøver at få børn, mens man studerer,« siger hun.

Læs mere: Få testet din fertilitet

Det er også vigtigt, at man prøver at skabe en holdningsændring i samfundet. Ifølge Sophie Hæstorp Andersen må man sætte ind over for den gængse holdning tidligt.

»Vores seksualundervisning må ikke kun handle om, at man først skal have færdiggjort sin uddannelse og have gang i en god karriere, før man begynder at overveje at få børn,« siger hun.

Sundhedsordfører Özlem Cekic (SF) synes, det er nogle gode og konstruktive løsningsforslag, Rigshospitalets forskere kommer med på det stigende problem. Hun vil tage forskernes opfordring om en arbejdsgruppe bestående af eksperter og fagfolk på området med videre.

»Man er nødt til at have en sammenhængende politik på det her område, for det er et problem. Hvis udviklingen fortsætter, vil det se meget mere alvorligt ud i fremtiden, end det gør nu,« siger hun.

Læs mere: Sædtørken er afblæst

Det tværpolitiske netværk har besluttet at holde en konference i løbet af foråret eller sommeren, hvor problemstillingen diskuteres, så man forhåbentlig nærmer sig en løsning på, hvordan man forebygger lav fertilitet i Danmark.

Deltag i debatten: Hvad skal der til for at der bliver født flere børn i Danmark?