S kræver mere politi i hovedstaden

Endnu en ung mand er blevet ramt af skud i Københavnsområdet. Skyderiet er et eksempel på, at københavnske betjente ikke bør ende i provinsen, mener Socialdemokraternes socialordfører fra Københavns Borgerrepræsentation.

Esther Margrethe Lynard Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau
En mand blev onsdag aften skudt i brystet i en lille gyde ved Finsensvej på Frederiksberg. Foto: Martin Sylvest Andersen

Onsdag aftens skudepisode i en baggård ved Finsensvej på Frederiksberg i København er det seneste bevis på, at København ikke kan undvære sine betjente. Det mener Lars Aslan Rasmussen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation.
Den 19-årige mand, der onsdag aften blev skudt, er ifølge Københavns Politis vicepolitiinspektør Lau Thygesen kendt af politiet, og at de ved, hvilket område han er fra.

»Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt aftenens skyderi er relateret til de seneste dages skudepisoder, men det er selvfølgelig noget, vi undersøger,« siger vicepolitiinspektøren til bt.dk.

Manden blev straks efter skyderiet bragt til Rigshospitalets traumecenter. Politiet er efterfølgende mødt talstærkt op på gerningsstedet og har afspærret et større område omkring Finsensvej,

I Københavns Borgerrepræsentation er man glad for politiets arbejde mod den organiserede bandekriminalitet og de mange skudepisoder, København er plaget af. Derfor er socialordfører Lars Aslan Rasmussen ekstra ked af, at cirka 200 betjente nu står til at blive sendt ud af Hovedstadsområdet og til provinsen over de kommende to år.

»Det er enormt ærgerligt for hele Storkøbenhavn. Det er et problem i forhold til den tryghed, borgerne har krav på,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han mener, det er et kæmpe problem, at borgernes tryghed er truet, når de kan læse om en ny skudepisode hver dag.

»Vi har ikke brug for 200 færre betjente, snarere 200 flere. Derfor vil Københavns Borgerrepræsentation også tage kontakt til regeringen og Folketinget for at få dem til at ændre deres beslutning,« siger Borgerrepræsentationens socialordfører.

Onsdagens skyderi er det seneste af en række episoder. Bare inden for de seneste tre dage er der på tre forskellige steder blevet trykket på aftrækkeren.

Mandag blev en 19-årig ramt af en kugle i Skovlunde, da en maskeret mand sendte flere skud af sted. Han blev ramt i låret, mens også jakken blev snittet.

Tirsdag eftermiddag var en yngre mand målet, da et eller to skydevåben blev affyret fra en bil ved et lille center i Høje Gladsaxe nord for København. Manden blev dog ikke ramt. I stedet gik det ud over et pizzeria og en kiosk.