Så rykker verden til Schweiz

Hvis man er noget ved verdensøkonomien, så er man frem til søndag at finde i den schweiziske bjergby Davos. Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, rapporterer fra Word Economic Forum.

Et overblik over idyllen i bjergbyen Davos, hvor Word Economic Forum finder sted. Foto: PASCAL LAUENER

Der vil være tomt i hjørnekontoret i Statsministeriet. Venstres formand vil heller ikke være hjemme. Og på direktionsgangene i Danmarks største virksomheder vil hverken Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller-Mærsk, Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk, Jørgen Buhl Rasmussen fra Carlsberg eller Niels B. Christiansen fra Danfoss sidde på deres vante plads bag skrivebordet.

Ja, selv på Amalienborg vil der være mere tomt, for her må kronprins Frederik i de næste døgn undvære hustruen, kronprinsesse Mary, som også er bortrejst.

I de næste dage vil de alle være på plads i den schweiziske bjergby Davos, hvor World Economic Forum frem til søndag holder sit årsmøde med deltagelse af politiske ledere, koncernchefer og ildsjæle fra humanitære organisationer.

Selvfølgelig mødes verdens elite af beslutningstagere i andre fora i løbet af året. Ledende industrifolk ses i deres egne organisationer, og verdens politiske ledere flyver tusinder af kilometer for at mødes til G8- eller G20-møder, ligesom europæiske stats- og regeringschefer ses til EU-topmøder.

Men ingen andre internationale møder kan sammenlignes med opbuddet af beslutningstagere i Davos, og ingen andre har formået at etablere et så tungt forum, hvor beslutningstagere fra politik, erhvervsliv, universiteter og humanitære organisationer debatterer tidens mest presserende udfordringer.

Mere end 2.500 deltagere fra flere end 100 lande deltager i den 43. udgave af WEFs Annual Meeting. Næsten 50 stats- og regeringschefer dukker op, herunder premier­minister Dmitry Medvedev fra Rusland, premierminister David Cameron fra Storbritannien, kansler Angela Merkel fra Tyskland og den italienske premierminister, Mario Monti. Fra verdens nye vækstcentre – Kina, Indien og Brasilien – møder delegationer med højtplacerede politikere og magtfulde embedsmænd op. Og fra det internationale erhvervsliv vil flere end 1.500 chefer være til stede.Alle vil de bevæge sig rundt i et tætpakket konferencecenter uden deres normale rådgivere og sikkerhedsfolk, og netop det aspekt er med til at gøre Davos til en særlig arena for magtens topfolk. Indenfor får de en unik mulighed for lynhurtigt at mødes på kryds og tværs for at skabe kontakter, udveksle synspunkter og gøre deres indflydelse gældende.

På den måde er Annual Meeting en skønsom blanding af åbenhed og lukkethed. Det er et gigantisk offentligt foum, hvor politikere og erhvervsfolk holder taler og sender signaler til omverdenen via et massivt presseopbud, som tæller alle betydningsfulde internationale medier. Men det er også lukkede møder, hvor der bliver udøvet lobby og talt fortroligt.Temaet for årsmødet er »Resilient Dynamism«.Ideen bag overskriften er, at verden og især verdensøkonomien har brug for ny dynamik, men belært af de senere års dramatiske kriser bør alle ledere tænke mere i bæredygtighed og robusthed.

Forud for årsmødet har World Economic Forum udsendt en analyse af de mest påtrængende trusler og udfordringer, hvad enten det drejer sig om risikoen for økonomiske tilbageslag, stigende indkomstforskelle – som kan udløse social uro - eller risikoen for grænseløse sygdomsepidemier.

Disse udfordringer vil være på agendaen i Davos, men som altid virker årsmødet især som en fremkaldervæske for de vigtigste punkter på den globale agenda her og nu. Og derfor vil diskussionerne reelt følge to hovedspor: Sikkerhedspolitiske brændpunkter i centrum: Både de politiske ledere og cheferne i forretningsverdenen vil forsøge at tage bestik af sikkerhedspolitiske kriser, som enten er i gang eller truer med at udvikle sig. Brændpunkter som Syrien, Afghanistan, Pakistan, Nordkorea og Mali vil blive analyseret. Også forholdene i Mellemøsten – med udfaldet af det israelske valg, reaktionerne fra Iran og udviklingen i de spinkle demokratier i den arabiske verden – vil blive studeret nøje. Derudover vil mere uventede kriser tiltrække sig opmærksomhed, især den gradvise eskalering af konflikten mellem Kina og Japan om en lille øgruppe.

De globale økonomiske udfordringer er ikke slut: I Davos vil alle være optaget af, hvordan verdensøkonomien kommer tilbage på sporet, og hvordan man fremover kan sikre en mere stabil vækst med højere beskæftigelse. Der vil være fokus på de nye vækstøkonomiers fremmarch og på svækkelsen af USA og Europa. Mange vil især være optaget af, om de amerikanske politikere i løbet af Barack Obamas anden embedsperiode vil samle sig om at få kontrol med underskuddet og gælden. Eller om USA glider ud i en krise, som vil få konsekvenser for hele den globale økonomi.Når det gælder Europa, vil stemningen være bedre end for et år siden – da frygten for et kollaps af euroen dominerede – men der vil være bekymring over svaghederne i de sydeuropæiske økonomier og udsigten til en lang periode med lavvækst i EU.

At økonomi og sikkerhedspolitik er vævet sammen, vil stå tindrende klart: Uden økonomisk styrke vil USA og Europa få stadigt sværere ved at påvirke verden. Danmark er repræsenteret med et stærkt hold i Davos, og Danmark/Skandinavien vil blive nævnt på to felter.Dels vil de skandinaviske lande blive fremhævet som nogle af de nationer i Europa, som er kommet bedst gennem krisen, og der vil være fokus på de reformer, som er blevet gennemført for at styrke økonomierne.

Dels vil Danmark/Skandinavien stå stærkt i diskussionen om, hvordan verden slår ind på en mere bæredygtig og miljømæssigt forsvarlig kurs. For blot få måneder var forventningen, at klima- og miljødagsordenen ville få en mere perifer placering i Davos, men med billederne af et oversvømmet New York, et brændende Australien og et smogramt Beijing på nethinden vil politikere og erhvervsfolk zoome mere ind på, hvordan klimaforandringerne holdes i skak, hvordan forureningen holdes nede, hvordan energien udnyttes mest effektivt, og hvordan man udvikler grøn business.

På det punkt får Danmark plads i projektørlyset, og det er ikke tilfældigt, at både miljøkommissær Connie Hedegaard og miljøminister Ida Auken, er inviteret med.