Samuelsen jubler over Løkkes ønske om nulvækst

Der er »ubetinget ros« fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, til V-formand Lars Løkke Rasmussen, der på Venstres landsmøde har erklæret, at partiet vil have nulvækst i den offentlige sektor. Også de Konservative og Cepos er begejstrede for udmeldingen.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Med Lars Løkke Rasmussens (V) ønske om nulvækst i den offentlige sektor er den borgerlige fløj i dansk politik blevet styrket.

Det er meldingen fra Liberal Alliance og de Konservative, der ikke overraskende tager mod Venstre-formandens melding med begejstring.

- Jeg har ubetinget ros til Lars Løkke Rasmussen, siger LA-formand Anders Samuelsen, efter Lars Løkke Rasmussen på Venstres landsmøde i Herning har udstukket en ny økonomisk kurs, der indebærer nulvækst i den offentlige sektor.

- Udgangspunktet for Venstre i regering vil være et offentligt udgiftsstop, som sikrer danske arbejdspladser, lød det blandt andet fra Lars Løkke Rasmussen.

Indtil i dag har partiet ellers villet lade den offentlige sektor vokse med 0,8 procent årligt. Men fra talerstolen i Herning erklærede Lars Løkke Rasmussen, at lavere skatter lige nu er vigtigere end en større offentlig sektor, og det er sød musik i ørene på Anders Samuelsen.

- Jeg glæder mig over, at der er flere og flere, der kan se, at vi har sagt det rigtige, siger Anders Samuelsen, der kalder udmeldingen et »kolossalt skridt i den rigtige retning«.

Også de Konservative, der længe har ønsket nulvækst, glæder sig over meldingen.

- Det betyder, at Venstre nærmer sig de Konservative i forhold til væksten i den offentlige sektor. Det så vi også i forhold til skattepolitikken, og det er jeg meget tilfreds med, siger de Konservatives formand, Lars Barfoed, der mener, at den borgerlige fløj nu »samlet set står stærkere«.

Anders Samuelsen peger på, at målsætningen kan føres ud i livet, hvis de borgerlige vinder magten efter næste valg.

- Det betyder forhåbentligt, at når der kommet et regeringsskifte, vil der også komme en ny politik, siger Anders Samuelsen.

Cheføkonom for Cepos, Mads Lundby Hansen, melder sig i koret af begejstrede borgerlige:

- Det er en god nyhed, at Venstres udgangspunkt og målsætning for den offentlige sektor nu er nulvækst frem til 2020. Det giver et råderum på 30 milliarder kroner. For de penge kan man fjerne topskatten og sænke marginalskatten til 42 procent samtidig med, at man skærer rigtig meget af selskabsskatten, vurderer Cepos-økonomen i en pressemeddelelse.

- Nulvæksten behøver ikke at betyde dårligere service. Tværtimod har man muligheden for at effektivisere den offentlige sektor ved at udlicitere mere til private virksomheder, skære ned på administration og nedbringe sygefravær, forklarer Mads Lundby Hansen.