Schlüter revser »rædselsfuld« retorik på Borgen

Den tidligere statsminister var torsdag tilbage på Christiansborg i anledning af sin 85 års fødselsdag, men han delte ikke søde sager ud til kollegerne. Tværtimod.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
Arkivfoto.  Foto: Torkil Adsersen

Man kunne mærke historiens vingesus ved de Konservatives gruppeværelse torsdag klokken 10. Det var ikke, fordi der var gruppemøde. En af partiets største personligheder gennem tiderne var på besøg.

I anledning af sin 85 års fødselsdag havde Poul Schlüter lagt vejen forbi Christiansborg, hvor havde sin daglige gang som medlem af Folketinget fra 1964-1994. I godt 11 år - fra 10. september 1982 til 25. januar 1993 - var han statsminister, den længst siddende statsminister efter Anden Verdenskrig.

Poul Schlüter følger ifølge eget udsagn stadig dansk politik meget tæt, og det konservative ikon er ikke imponeret over, hvad han ser og ikke mindst hører.

»Jeg synes, at debatterne i Folketinget rent retorisk er rædselsfulde at lytte til, og det kan man jo gøre nu på TV. Det virker som om, folk har brug for et talerkursus, så det vil jeg anbefale dem, at de tager,« siger Poul Schlüter, da han tager sig tid til pressen ved døren til Statsministeriet på Christiansborgs anden sal.

»Når jeg tænker tilbage på min barndom og ungdom, så havde vi politiske koryfæer som Christmas Møller og Aksel Møller, nogle fremragende talere,« siger Poul Schlüter og nævner Socialdemokraternes Hans Hedtoft i samme åndedrag.

»Det var folk, som kunne tale, og de var altid velforberedte,« understreger den tidligere statsminister.

Poul Schlüter pointerer også, at der i hans tid herskede en langt større respekt politikerne imellem, og at der nu har bredt sig en ond tone.

»For mange politiske debatter slutter som de rene skænderier, og hvis man bliver ved med det, så mister man respekten for det politiske liv. Så det vil jeg anbefale, at man stopper med,« siger Poul Schlüter.

Et af de nye tiltag for at fremme debatten i folketingssalen og få at flere uden for Borgens tykke mure til at følge med er spørgetimen, hvor partiformænd kan stille spørgsmål til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

»Jeg synes, det er rædselsfuldt. Jeg har lyttet til dem alle sammen, og de ender som skænderier. Det er ikke til at bære, og det nedsætter folks fornemmelse for kvaliteten i det politiske liv. Jeg synes, at det var meget bedre før.«

Spørgsmål: Så du mener ikke, at spørgetimen får flere til at interessere sig for politik?

»Nej, det gør det bestemt ikke«.

Poul Schlüter mener ikke kun, det er debatformen og politikernes retoriske evner, den er gal med. De folkevalgte er heller ikke gode nok til at komme ud med partiernes politiske budskaber.

»Det afgørende er, at partierne bliver kendt på nogle hovedsætninger. På nogle holdninger. Og sådan nogle holdningsdebatter oplever man ikke så tit mere,« siger Poul Schlüter, som ellers har leveret det berømte udsagn »ideologi er noget bras«.

»Det er det også, hvis det ender med at være fanatisme. Ideologier kan være meget gode, hvis de er åbne, men hvis de er lukkede sådan som nazismen, kommunismen og fascismen var, så er det noget bras,« siger Poul Schlüter.

Om få måneder kan Poul Schlüter sammen med den forhenværende leder af Det Kongelige Teaters Balletskole, Anne Marie Vessel Schlüter, fejre sølvbryllup. Men torsdag står den altså på 85 års fødselsdag og frokost med en kreds af tidligere konservative ministre. Det konservative koryfæ nåede dog lige at svinge den retoriske pisk inden festlighederne.