Selvopgør blandt Venstre-folk om EU

Venstre skal tilbage som førende EU-parti i Danmark, lyder opråbet fra flere V-politikere.

Uffe Tang, Carl Emil Arnfred og Jesper Thobo-Carlsen Uffe Tang, Carl Emil Arnfred og Jesper Thobo-Carlsen
Jens Rohde (V). Foto: Niels Ahlmann Olesen

Mens danskerne de seneste år har fået den ene dårlige nyhed efter den anden fra Europa, har Venstre forsømt at forklare, hvorfor Danmark har brug for EU. Sådan lyder den selvkritiske melding fra EU-parlamentariker Jens Rohde (V), der på partiets landsmøde i weekenden vil arbejde for at bringe EU-begejstringen tilbage.

»Vi skal tilbage i førersædet som EU-partiet i Danmark, for svarene på de udfordringer, vi står over for, er hverken nationalistiske eller for den sags skyld socialdemokratiske. De er tværtimod liberale og internationale, og det bliver vi simpelthen nødt til at adressere. Det har vi forsømt igennem alt for mange år,« siger Jens Rohde, der åbent beklager, at hans egen valgkamp til Europa-Parlamentet i 2009 blev opfattet som »lunken« over for EU.

I stedet har Venstre brug for »at finde vores indre Uffe frem igen«, siger Jens Rohde med henvisning til tidligere V-formand Uffe Ellemann-Jensen, der er kendt for sin EU-begejstring. Rohde bakkes op af vikarierende EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V), der netop er søn af den gamle formand. »Vi skal vende tilbage til en mere positiv og pro-europæisk måde at se på hele projektet,« siger han.

Også tidligere socialminister Eva Kjer Hansen (V) vil hejse EU-fanen højere.

»Vi må se at få EU-sokkerne på og gøre op med det lidt blakkede billede, som for eksempel kom i forbindelse med grænseaftalen. Det er vigtigt for mig, at Venstre gør det klart, at vi hører hjemme i EU,« siger hun.

Men den linje møder lodret modstand hos de unge Venstre-folk i Venstres Ungdom.

»Vi vil ikke finde vores indre Uffe frem på EU-området. Vi mener ikke, at vi skal med i euroen og vil ikke lægge os op ad økonomier som Grækenland og Italien,« siger den nyvalgte VU-formand, Morten Dahlin.

Dansk Industri efterspørger en klar borgerlig anbefaling af et tættere EU-samarbejde.

»Der er ingen tvivl om, at man i visse borgerlige kredse må spørge sig selv, hvad det er for et forhold, vi skal have til Europa fremadrettet,« siger Sinne Conan, der er europapolitisk chef i Dansk Industri.