SF dropper de ultimative SU-krav

Det er principper og ikke ultimative krav, som SF har opstillet i forbindelse med en kommende SU-reform, siger partiets uddannelsesordfører.

Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

Selvom uddannelsesordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) svarede »ja« på spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om ultimative krav til en SU-reform, så er det alligevel ikke partiets holdning.

Det fastslår SFs uddannelsesordfører, efter at hun i Berlingske lørdag opstillede tre krav til en kommende reform.

- I artiklen talte jeg om principper, ikke krav. Det er ikke klogt at starte ud med ultimative krav. Principper handler om hvilke grundholdninger, man drager beslutninger ud fra. Og der er det for eksempel vigtig for SF, at vi bevarer og udbygger den lighed i uddannelse som SUen giver mulighed for, så alle uanset deres familiebaggrund har råd til en uddannelse, skriver Lisbeth Bech Poulsen i en mail til Berlingske.

SF mener, at SU-reformen ikke må forringe den sociale balance eller de studerendes mulighed for at gennemføre en uddannelse, ligesom det skal være muligt for de studerende at blive forsinket på studiet.

- Mit budskab i Berlingskes artikel er, at vi skal se på, hvordan vi kan indrette uddannelsessystemet og give de unge bedre vejledning, så de bliver mindre forsinket i forhold til deres uddannelse. Derudover kommer vi til at se på, om vi kan indrette SU-systemet på en klogere måde, når vi kommer med et udspil til en reform, skriver Lisbeth Bech Poulsen.

- Regeringen er ikke færdig med sit udspil endnu, og vi har ikke lagt os fast på nogen konkrete tiltag endnu, fastslår hun.