SF dumper borgerligt bandeforslag

Der er ikke meget nyt i de borgerlige partiers forslag om at droppe prøveløsladelse. Det ligner de eksisterende regler for meget, mener SFs Karina Lorentzen.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. SF mener ikke, der er noget nyt i det forslag, som de borgerlige kommer med til en ny bandepakke, hvor man blandt andet vil nægte bandemedlemmer prøveløsladelse. Foto: Bjarke Bo Olsen

Bandemedlemmer skal nægtes prøveløsladelse fra deres fængselsdomme, medmindre de vælger at lægge rygmærket og deltage i et exitprogram.

Sådan lyder et af forslagene i blå bloks bandeudspil ifølge dr.dk. Men det er langt fra et opsigtsvækkende forslag, mener SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

For forslaget lægger sig tæt op ad reglerne, som de ser ud i dag - og op ad det, som regeringen stiler mod.

»Jeg synes i virkeligheden, at der er tale om nuancer mellem det, regeringen vil, og det, de borgerlige vil. Det tyder på en vis idéforladthed hos de borgerlige,« siger Karina Lorentzen.

»Virkeligheden er, at der for nogen tid siden blev indført den praksis, at Kriminalforsorgen skal spørge politiet, om prøveløsladelse var tilrådelig. Det siger politiet ofte nej til - særligt hvis der er mistanke om risiko for gentagelseskriminalitet, så rigtig mange bandemedlemmer får i dag allerede afslag på prøveløsladelse,« tilføjer hun.

Læs mere: Forbund: Stop for prøveløsladelse af bandefolk er ikke ligetil

Læs mere: Bødskov: Strafskærpelser får banderne væk fra gaderne

Til dr.dk forklarer Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), at »det sender et stærkt signal til dem om, at det at tilhøre en rocker- eller bandegruppering er noget, vi straffer og sanktionerer fra samfundets side og ikke noget, vi belønner med en prøveløsladelse« om oppositionens forslag.

I regeringens bandeudspil, som Folketinget førstebehandler i næste uge, lyder pendanten, at man skal nægte prøveløsladelse, hvis der er opgør i gang, og man tilhører én af de grupper, der kriges i gaderne.

»Udgangspunktet hos de borgerlige er, at ingen skal have prøveløsladelse, mens vores udgangspunkt er prøveløsladelse med de nævnte forbehold. Så der er ikke noget nyt i det, de foreslår - de har bare vendt lidt om på fortegnene,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt og peger på, at regeringen ligeledes stiller som vilkår for prøveløsladelsen, at man ikke omgås sine kriminelle bandevenner.

»Vi tvinger ikke folk til at forlade banden, men vi vil gerne hjælpe dem til at holde sig ude af de her miljøer. For vi vil stadig sikre, at de ikke laver ny kriminalitet. Og det skal være på baggrund af skøn og vurderinger om, hvorvidt folk vil forlade kriminaliteten,« siger hun.

Læs mere: 480 års fængsel til rockere og bandemedlemmer sidste år