SF: Skræmmende våben-forslag fra unge liberale

Formand for Liberal Alliance Ungdom har vakt stor opsigt med sit forslag om en mere liberal våbenlovgivning, som bekymrer retsordførerne hos SF og Radikale Venstre.

Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIV- - Danmark risikerer flere kriminelle, hvis skydevåben bliver lettere tilgængelige for danskere, lyder kritikken. Konservativ Ungdom (KU) skyder med skarpt efter Liberal Alliances Ungdom og kalder deres forslag om at liberalisere den danske våbenlovgivning for "vanvittigt". Foto: Bax Lindhardt

Det skal være muligt for lovlydige danskere at bære et skydevåben, lyder det fra Rasmus Brygger, formand for LA Ungdom, der samtidig mener, at våbenloven er en af historiens største overtrædelser af borgernes frihedsrettigheder.

SFs retsordfører, Karina Lorentzen Denhardt, finder udtalelserne fra den liberale ungdomsorganisation skræmmende.

»Det er en skræmmende tanke, at den næste generation af LAere vil arbejde for, at vi skal have flere skydevåben i vores samfund. Jeg synes ellers, at vi har set nok triste nyheder fra USA, hvor bunkevis af uskyldige er blevet dræbt med lovlige våben,« siger Karina Lorentzen Denhardt (SF), formand for Folketingets Retsudvalg.

Hun er tilfreds med, at Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, har taget afstand fra Rasmus Bryggers udtalelser.

»Så var der alligevel en grænse for liberalismen, og det er fint, at Liberal Alliance får slået fast, at der trods alt er nogle forbud, der er fornuftige nok. Det ville da også være mærkeligt, hvis USA vil stramme og Danmark skulle lempe. Det hænger jo ikke sammen,« siger hun og henviser til, at USAs præsident Barack Obama har planer om at skærpe landets omstridte våbenlovgivning.

Hos Radikale Venstre kalder retsordfører Jeppe Mikkelsen forslaget fra de unge liberale for »grotesk«, og Camilla Schwalbe, formand for DSU, mener, at forslaget skyder forbi al fornuft.

»Det er en samfundsmæssig falliterklæring, hvis vi skal til at bære våben. De seneste skoleskyderier og biografskyderiet i Colorado er et stærkt vidnesbyrd om, hvad en liberal våbenlovgivning kan føre til,« siger hun.

Også Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom tager skarpt afstand til Rasmus Bryggers udtalelser.