Seneste nyt

Skattedirektør bad embedsmand tie om homorygte

Under afhøringen af en embedsmand fra Skat København er det torsdag formiddag kommet frem, at skattedirektør Erling Andersen bad hende holde mund om homorygtet om Helle Thornings mand.

ARKIVFOTO. Statsminister Helle Thorning-Schmidt med sin mand Stephen Kinnock. Foto: Henning Bagger

I august 2010 mødtes afdelingsleder i Skat København, Inger Kirstine Sommer Hansen, med Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks revisor, Frode Holm, og skattedirektør Erling Andersen.

Det møde er torsdag formiddag blevet belyst under afhøringen af Sommer Hansen hos skattesagskommissionen i Søborg. På mødet var Erling Andersen opsat på, at Thorning-parret selv skulle mødes med Skat København som en del af sagsbehandlingen af deres private skattesag. Men Frode Holm sagde, at parret ikke ville mødes og gav den forklaring, at Stephen Kinnock er bi- eller homoseksuel.

Læs mere: Vidner i skattesag skal undgå pressen

Det bliver Inger Kirstine Sommer Hansen spurgt ind til i dagens afhøring:

Fik du at vide af Erling Andersen, at du ikke skulle sige det til nogen?

- Ja, Men det havde jeg ikke gjort alligevel, sagde Inger Kirstine Somme Hansen under afhøringen og understregede, at hun ikke sagde noget til sagsbehandlerne, der sad med Thorning-parrets sag.

Læs mere: Embedsmænd afhøres for åbne døre

- Efter min mening var det ikke relevant for sagens afgørelse. Det næste, jeg hører om det, er i august 2012, da jeg kommer hjem fra ferie, der kan jeg læse det i avisen, sagde Inger Kirstine Sommer Hansen.

I august dementerer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbent rygtet om sin mands seksualitet.

Afhøringen af afdelingslederen er allerede trukket ud, og derfor udsættes afhøringen af tidligere specielkonsulent i Skat København, Søren Hansen. Efter Inger Kirstine Sommer Hansen, når afdelingsleder Hanne Dahl Kofoed dog at komme i vidneskranken.

Læs mere: BT-chef: En sejr for vores journalistik

Afhøringerne af de første embedsmænd i skattesagen sker for åbne døre - trods anmodninger fra vidnernes advokater om det modsatte.