Skattedirektør: Det begyndte at ligne chikane

Skat Københavns direktør holder fast i, at Skatteministeriet blandede sig alt for meget i sagen om Stephen Kinnocks skatteforhold.

Merian Garde Gräs og Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs og Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
Erling Andersen, direktør i SKAT København, ankommer til Skattesagskommissionen i Søborg i morges. Foto: Keld Navntoft

Ifølge direktør i Skat København, Erling Andersen, er der ingen tvivl om, at Skatteministeriets top forsøgte at påvirke sagen om daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag.

28. juni 2010 fik Erling Andersen et opkald af produktionsdirektør i Skatteministeriet, Steffen Normann Andersen, der fortalte, at daværende departementschef Peter Loft vil have Skat København til at »gøre noget« ved sagen. Det forklarer Erling Andersen under torsdagens afhøring i Skattesagskommissionen i Søborg.

Læs mere: Skattesagens kronvidne skal nu forklare sig

- Det er helt usædvanligt. Jeg kan ikke huske, at en departementschef tidligere har krævet en kontrolsag, siger skattedirektøren, der opfatter beskeden om at »gøre noget« som en direkte ordre.

Steffen Normann Andersen fortalte desuden, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) ikke mente, at »hun (Thorning, red.) skal have lov til at slippe af sted med det«.

- Jeg begynder at fornemme nu, at det begynder at trække hen imod noget, der ligner chikane. I forvejen har departementet sørget for, at der rejses en kontrolsag, og så kommer den henvendelse. Det er dybt usædvanligt, det er aldrig sket før, fortæller Erling Andersen.

I efteråret 2011 skrev Erling Andersen i en redegørelse til daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), at Skatteministeriets top via departementschef Peter Loft, skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og dennes særlige rådgiver Peter Arnfeldt »angreb« Skat Københavns afgørelse, der dikterede, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i 2007 til 2009.

Og Troels Lund Poulsen forsøgte ifølge Erling Andersen direkte at omstøde Skat Københavns afgørelse. Det er problematisk, da ministeriet ikke må blande sig i enkeltsager.

Dermed var han hovedårsag til, at Thor Möger Pedersen overhovedet nedsatte en undersøgelseskommission i december 2011.