SMSer afslører: Anker Boye bad selv om telefonregning på over 200.000 kroner

TDC hævder at have sendt to SMS-advarsler til Odenses borgmester Anker Boye, som under en ferie i Tyrkiet brugte sin skatteyderbetalte telefon for en kvart million kroner.

Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO 2009 af Anker Boye. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Odense-borgmester Anker Boye (S) var advaret om, at hans telefonregning oversteg 200.000 kroner på en ferie i Tyrkiet i oktober 2011.

Regningen lød på 245.057 kroner, og ifølge Fyens Stiftstidende modtog borgmesteren to SMSer fra TDC, da regningen passerede henholdsvis 100.000 kroner og 200.000 kroner.

I begge tilfælde svarede borgmesteren angiveligt bekræftende på, at loftet for dataforbrug skulle hæves. Anker Boye siger til avisen, at han er »rigtig ked af« sagen, men at han ikke husker SMS-advarslerne.

»Som jeg har sagt før, står de SMSer ikke knivskarpt i min hukommelse. Det er jo efterhånden nogle år siden,« siger Anker Boye i et mailsvar til Fyens Stiftstidende.

»Jeg har mange gange skullet godkende den slags SMSer fra for eksempel TDC, og det kan måske være medvirkende årsag til, at jeg i situationen ikke har været opmærksom. Og det er jeg selvfølgelig rigtig ked af,« siger Anker Boye.

Læs mere: Borgmester tog arbejdsmobil med på ferie: Fik regning på en kvart million

Det var ikke telefonsamtaler, men dataforbrug, der ifølge Fyens Stiftstidende fik regningen til at eksplodere. 74 telefonsamtaler på i alt tre timer og 15 minutter kostede 1.941 kroner, mens prisen for 29 SMS’er var 46,40 kroner. Det var derimod download af 3,19 gigabyte data, der sendte regningen til himmels.

Formand for Socialdemokraterne i Odense, Leif Knudsen, er ked af borgmesterens telefonsag.

»Det har jeg det rigtigt dårligt med. Det er rent ud sagt en lortesag, og jeg må sige, at borgmesteren i denne sag har klokket i det. Han er ked af det, og det er vi andre også,« siger han til Fyens Stiftstidende.

S-formanden siger, at Anker Boye har handlet i god tro og ikke har haft personlig vinding ud af det. Derfor har lokalformanden fortsat tillid til borgmesteren.

Borgmesterkontoret tager ifølge Fyens Stiftstidende sin del af ansvaret for, at Anker Boye ikke blev tilstrækkeligt godt informeret, da han kort før ferien i 2011 blev udstyret med en iPhone.

»Det er som at gå fra en Ford T til en Formel 1-racer,« som en topembedsmand i kommunen udtrykker det over for avisen.

Smartphonen kan for eksempel hente store mængder data, der er meget dyrt netop i Tyrkiet.

Odense Kommune ligger på tredje år i strid med TDC om telefonregningen, dens størrelse og om omstændighederne.