Søvndal: Enhedslisten svigter Mali

Udenrigsminister Villy Søvndal glæder sig over den brede politiske opbakning til den danske indsats i Mali, men er skuffet over Enhedslisten. Vi har pligt til at hjælpe, siger Søvndal.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Det er uansvarligt, at Enhedslisten ikke kan bakke op om den danske indsats i det uroplagede Mali.

Det er meldingen fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF), efter alle Folketingets partier - med undtagelse af Enhedslisten - tirsdag kort før midnat gav grønt lys til at sende et dansk Hercules-transportfly til Mali, hvor det skal hjælpe de franske tropper i kampen mod de islamistiske oprørsstyrker i landet.

- Jeg synes, vi har en pligt til at hjælpe mennesker, der i nød, og vi har en pligt til at hjælpe til, at terrorbevægelser ikke bider sig fast, siger Villy Søvndal, der glæder sig over det brede mandat fra Folketinget

- Det er vigtigt, når vi sender danske soldater ud, at de ved, de har det danske samfund i ryggen, siger han.

Enhedslisten frygter, at en offensiv i Mali vil få konflikten til at eskalere. Partiet har peget på behovet for en humanitær indsats, men det giver Villy Søvndal ikke meget for.

- Jeg synes, det er uansvarligt, hvis man ikke i en situation, der er så meget på plads som den her - med et FN-mandat, med en præsident fra Mali, der beder om hjælp, med de afrikanske lande, der beder om hjælp, ikke er i stand til at hjælpe. Så synes jeg, man svigter, siger Villy Søvndal.

Han peger på, at Mali er et programsamarbejdsland, hvor Danmark har hjulpet med udviklingen, og det forpligter.

- Vi har en pligt til at beskytte mennesker, når de bliver udsat for det, som de bliver udsat for af de her al-Qaeda-grupperinger. Der er 400.000 mennesker, der er drevet på flugt, og de bliver udsat for de mest uhyrlige ting af de her terrorbevægelser, siger Villy Søvndal, der også peger på behovet for at sikre stabilitet.

- Vi skal undgå, at vi får en stat, der falder sammen. Vi har set i Somalia, hvor galt det kan gå i forhold til pirateri, terror og mennesker på flugt, siger han.

Debatten om den danske indsats varede flere timer i folketingssalen, da den tirsdag blev hastebehandlet, men det overrasker ikke Villy Søvndal.

- Det er en alvorlig sag at sende soldater af sted. Som bekendt har jeg været en af de mest ihærdige modstandere af Irak-krigen, som jeg stadig mener, var en fejl, og derfor er det vigtigt, at vi har en grundig og ordentlig debat, inden vi sender soldater af sted, siger han.

Den danske indsats kan i første omgang vare op til tre måneder, men forsvarsminister Nick Hækkerup afviser ikke at udvide indsatsen.