Sohn afviser at have modtaget sovjetmillioner

Ifølge den tidligere formand for DKP, Ole Sohn, er der ikke blevet sendt millioner fra Sovjet via ham til DKP.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Sohn afviser Sovjet-rådgivers påstand om, at Ole Sohn i sin tid i DKP modtog millioner fra Sovjet. Foto: Torkil Adsersen

- Jeg løber ikke fra ansvaret. Jeg har påtaget mig det fulde ansvar for det, DKP gjorde i min formandstid. Jeg er den eneste tidligere kommunistformand, der åbent har fortalt om, at Moskva sendte penge - også til DKP i min tid. Det har jeg taget ansvar for. Jeg tog for mere end 20 år siden afstand fra DKP, og jeg har, Gid ved hvor mange gange, beklaget.

Ordene kommer fra Ole Sohn (SF), som er tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. I en mail til Kristeligt Dagblad vedkender han sig endnu en gang at have modtaget penge fra Moskva tilbage i 1980erne for at fremme det kommunistiske budskab. Men kun til partiet, og ikke personligt, sådan som han ellers to gange er blevet anklaget for. Én gang fra KGBs chef i Danmark 1984-1992 sidste år og igen søndag fra et vidne med pengene mellem hænderne.

Søndag kunne Jyllands-Posten løfte sløret for manden, der dengang sad med Moskvas regnskaber. Og han kunne fortælle, at Sohn personligt havde modtaget millioner af kroner.

- Jeg førte Sohns navn ind i protokollen på baggrund af et kodet telegram fra KGB, hvoraf det fremgik, at Sohn havde modtaget pengene, forklarede Vladimir Versjinin, der sad på posten indtil 1990, til Jyllands-Posten.

Af en kopi af protokollen, som avisen er i besiddelse af, fremgår det, at Sohn modtog i alt 6.385.311 kroner. Men over for Kristeligt Dagblad afviser den nuværende SFer og henviser til sine kommentarer i en kronik i Berlingske fra december sidste år.

Læs mere: Ole Sohn stopper helt i politik

»Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har været involveret i eller været vidende om sorte penge i form af kontanter. Men hvor beklageligt det end er, så ser jeg mig desværre ikke i stand til at bevise min uskyld med andet end ord. Og at jeg ikke personligt har modtaget brune kuverter med dollarsedler i ændrer ikke ved, at der kom støtte ind,« skrev han.

Søndag havde det ikke været mulig for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Sohn, men over for Kristeligt Dagblad giver han sin mening om artiklen med regnskabsføreren.

- Jeg har vel snakket med JP mere end 20 gange gennem de seneste 21 år (om tiden som DKP-formand, red.). Men kampagnejournalistik er man magtesløs overfor. De lagde først en besked på min telefonsvarer kort før deadline. Jeg var til bedsteforældredag i mit barnebarns vuggestue, og det prioriterer jeg altså højere end endnu en gang at skulle svines til i JP. Forskellen på den nye omgang og den, de bragte sidste år, er blot længden, konkluderer Sohn.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har været involveret i eller været vidende om sorte penge­ i form af kontanter.
Ole Sohn, erhvervs- og vækstminister (SF)