Soldater: Tåbeligt at bevare værnepligten

Tiden er løbet fra værnepligten, mener Hærens Konstabel- og Korporalforening, som dog overordnet har ros til det nye forsvarsforlig.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau

Antallet af værnepligtige i de danske forsvar falder fra 5.000 til 4.200 om året som konsekvens af de nye forsvarsforlig. Men stod det til hærens professionelle soldater, burde tallet være faldet til et rundt nul.

Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) betragter værnepligten som et forældet og unødvendigt fænomen, og formand Flemming Vinther ærgrer sig over, at partierne bag forliget insisterer på at frede den.

- Det er ærgerligt og tåbeligt, at de mange penge, som kunne spares her, nu skal findes på områder, hvor det gør ondt at fjerne dem, siger han i en pressemeddelelse.

- At man yderligere låser værnepligtsspørgsmålet frem til 2020, er fuldstændig i disharmoni med regerings øvrige politik, hvor man taler om de nødvendige tilpasninger, omstillingsevne og modet til at følge med udviklingen, erklærer Flemming Vinther.

Der er ifølge HKKF flere knaster ved forsvarsforliget - blandt andet udskydelsen af beslutningen om kasernelukninger - men overordnet set er foreningen tilfreds med aftalen.

- Med etablering af tre bataljonskampgrupper i hæren og en præcisering af, at forsvaret – og herunder hæren – også fremadrettet skal kunne deltage i alle typer af internationale operationer, er det lykkedes at opretholde et forsvar, som kan deltage internationalt. Også i hårde og længerevarende indsatser, siger Flemming Vinther.

Kommentarer

"Takken" skal nu snarere lyde til....

...V og K, og i første række Dansk Folkeparti, der for et betragteligt millionbeløb har sikret sig retten til fortsat at kunne tvinge unge mænd ind som soldater i stedet for at lade frivillige melde sig.

"Tåbeligt" - som Flemming Vinther betegner det - er vist en høflig underdrivelse....

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden