»Staten er jo ved at udvikle sig til en enevældig majestæt«

Han begyndte som ung venstreorienteret med langt hår, Gasolin og Christiania-pladen. Nu vil sociologen Henrik Dahl i Folketinget for Liberal Alliance. Hvorfor?

Henrik Dahl er tilbage i politik, men nu for Liberal Alliance og ikke Socialdemokraterne. Foto: Niels Ahlmann Olsen

Det vakte opsigt, da sociologen Henrik Dahl annoncerede, at han vil i Folketinget for Liberal Alliance. Manden, der begyndte som ung venstreorienteret, stiller nu op for et parti med bånd til Saxo Bank; billedet på ærke­kapitalismen, grådigheden og den uhæmmede vækst, gispede debattører fra den politiske venstrefløj med skadefryd.

Nærliggende er tanken da også, at tilfældet Henrik Dahl er som tilfældet Karen Jespersen, nemlig et menneske, der har skiftet grundlæggende syn på samfunds­indretningen. Men sådan er det slet ikke, mener Dahl.

»Der er jo en stor del af den rejse, som ikke er en reel politisk rejse, men som mere er en rejse i ungdomskultur. Jeg er jo født i 60erne og var teenager i 70erne, og den tids ungdoms­kultur var bare diffust venstre­orienteret,« siger Dahl og fortsætter:

»Og så var det bare sådan, at hvis jeg havde søgt om at blive optaget i Venstre eller de Konservative i 70erne, så ville de ikke have haft mig, fordi jeg så ud og hørte den musik, som jeg gjorde. Dengang – for 40 år siden – var højrefløjen jo kulturelt reaktionær, og det er den ikke mere.«

Læs mere: Henrik Dahl vil i Folketinget for Liberal Alliance

Som ny folketingskandidat for Liberal Alliance skal han ifølge ham selv have sin klare primærfunktion som »hjælperytter« for Mette Bock, der er spidskandidat i Sydjylland, hvor han er opstillet.

»Men som enhver anden hjælperytter håber jeg da, at jeg kan vinde en etape,« som han skynder sig at tilføje.

Dermed træder han ind i et parti, der om sig selv plejer at sige, at man er enige om grundsubstansen udtrykt i de fire mærke­sager – mere frihed, lavere skat, øget vækst og en mere effektiv offentlig sektor – men hvor der er forskellige syn på, hvor langt det liberale godstog skal køre. Hvordan ser Henrik Dahl på sig selv i den sammenhæng?

»Hvis man skal sætte en meget bred overskrift på det, så er jeg vel en slags social­liberal. Jeg er ikke principielt rigtig meget imod staten­. Jeg mener, at den skal kende sin plads, men man skal heller ikke være bange for at bruge den. Staten er eksempelvis forudsætningen for privat ejendomsret, for uden staten kunne du godt hævde at have den, men der ville ikke være nogen til at sikre den. Så den form for kvababbelser har jeg egentlig ikke,« fortæller Dahl.

kritik af Barnepigestaten

Selv om statens tilstedeværelse ifølge ham begrundes moralsk af det forhold, at den med sin magt og kraft repræsenterer en garanti for individuel frihed, så er der også al mulig grund til at kritisere det, som staten har udviklet sig til. Faktisk ser han stats­kritikken som det mest centrale overhovedet i hans folketingskandidatur.

»Jeg har nogle store forbehold over for staten, når den vil være vores mor, som skal fortælle os, hvad vi skal spise og drikke, og hvornår vi skal gå i seng. Og jeg har store forbehold over for hele den der idé om, at vi danskere bor i ét stort kollektivt, hvor vi skal betale store dele af vores løn ind til bofælles­skabet, og så kan staten give lidt af dem tilbage igen som lommepenge,« siger Henrik Dahl.

»Jeg mener, der er grund til at kritisere barnepigestaten og forbudsstaten, når de ruller sig ud i al deres magt og vælde. Hvis vi alle skulle gøre alt efter bogen, så måtte vi jo næsten ingenting. Og det har den konsekvens, at vi holder op med at være borgere for så at blive undersåtter i stedet. Staten bliver jo mere og mere at sammenligne med en enevældig majestæt, og Danmark er efterhånden ved at udvikle sig til et land, hvor det ville være enklere for staten bare at trykke et katalog over de ting, man godt må, fremfor det modsatte. Det ville være ganske papir­besparende.«

Men tror du overhovedet, at du egner dig til Folketinget, for det bliver jo meget hurtigt meget konkret – med lovbehandling, samråd og så videre? Passer du ind i den verden?

»Det er jo så sådan, det er, men det er jo også der, man har mulighed for at få det her maskineri, der udspyder love og bestemmelser til at stoppe op. Ellers kan man jo råbe og skrige, men man er jo ikke nærheden af de processer, hvor man kan sætte en stopper for den her overdrevne nidkærhed. Det er der, det foregår.«

Lykkedes ikke at forandre Socialdemokraterne

Liberal Alliance er ikke det første parti, Henrik Dahl har været medlem af. Tidligere var han også medlem af Socialdemokraterne, men ifølge ham selv var han allerede dengang dybt uenig med meget af partiets politik – herunder særligt, at den statskritik, han i dag taler om, ikke var nogen mærkesag i S. For det mente han, at det burde være.

»Men min gamle læremester, SFs Steen Gade, har også bare lært mig, at man bliver hvor man er og kæmper for at lave tingene om. Så det gjorde jeg. Men før eller siden må man jo også bare erkende, at det ikke vil lykkes for én,« som han siger.

Læs mere: Liberal Alliance: Vi er Danmarks arbejderparti

Dahl anses af flere som en kontroversiel person i den offentlige debat. For et par år siden blandt andet, fordi han i en bog omtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt som en »blank person«, der ikke ejer »nærvær« eller »politiske visioner«. Og selv om han synes, det er irriterende, at det korte afsnit i bogen overskyggede alt det andet, så står han ved sin lave agtelse for statsministeren.­

»Som regeringschef har hun gjort det godt ved i lang tid at holde sammen på sin regeringskoalition. Men hun har bare også en ufattelig letsindighed. Det er letsindigt at belære andre om Pythagoras’ læresætning uden at spørge sig selv, om man faktisk selv kan huske den. Det er letsindigt at skrive i sit regeringsgrundlag, at ens politik videre fører VK-regeringens økonomiske politik. Den form for letsindighed forstår jeg overhovedet ikke – for den vender bare tilbage som store problemer.«