Statsministeriet vidste besked om Bødskovs vildledning af Folketinget

I flere uger vidste Statsministeriet, at Morten Bødskov (S) havde vildledt Folketingets Retsudvalg om, hvorfor en tur til Christiania blev aflyst. Hvis Thorning har været med til at dække over forløbet, må hun gå af, mener LA.

Foto: Keld Navntoft

Hele tre uger før Morten Bødskov (S) blev væltet som justitsminister - fældet af sin egen vildledning af Folketinget - fik Statsministeriets departementschef og tilsyneladende også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) besked om, at Bødskov havde vildledt Folketinget.

Alligevel gik Statsministeriet ikke videre med oplysningen.

Det fremgår af en mailkorrespondance mellem Justitsministeriet og Statsministeriet, som netop er blevet udleveret til Folketingets Retsudvalg.

Den 19. november sidste år klokken 14.08 sendte Justitsministeriets nu hjemsendte departementschef, Anne Kristina Axelsson, en mail til Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen.

Mailen var et udkast til en presseudtalelse fra Morten Bødskov om, hvorfor retsudvalgets tur til Christiania tilbage i februar 2012 var blevet aflyst på grund af sikkerhedsrisikoen ved Pia Kjærsgaards (DF) deltagelse. I et særligt vigtigt afsnit i udkastet indrømmede og beklagede Morten Bødskov, at han havde været med til at give retsudvalget en til lejligheden konstrueret forklaring på, hvorfor turen måtte aflyses.

I udkastet lød afsnittet:

»(...) Derfor blev det i lyset af den ekstraordinære situation aftalt, at der skulle afholdes et møde i Retsudvalget med justitsministeren netop den dag, besøget skulle være afholdt, så formanden for Retsudvalget (SFeren Anne Baastrup, red.) kunne bruge dette møde samt politidirektøren for Københavns (Johan Reimann, red.) manglende mulighed for at deltage i et forudgående møde om situationen på Christiania som forklaring på, at besøget på Christiania måtte udskydes,« stod der i udkastet.

Og videre:

»Set i bakspejlet skal jeg (Morten Bødskov, red.) beklage, at jeg bidrog til, at Retsudvalget fik viderebragt et forkert billede af den egentlige begrundelse for, at besøget ikke kunne finde sted på det ønskede tidspunkt.«

Se tidslinjen: Hele sagen om Bødskov og Christiania

Statsministeriet øverste embedsmand og Thornings højre hånd, Christian Kettel Thomsen, fik altså oplyst, at retsudvalget var blevet ført bag lyset.

Klokken 16.25 - godt to en halv time efter den første mail - blev den endelige tekst til Morten Bødskovs presseudtalelse sendt til Statsministeriet. Men her var det centrale afsnit med indrømmelsen og beklagelsen blevet slettet.

I stedet stod der:

»Da politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget den pågældende dag, indstillede formanden i lyset af den ekstraordinære situation til udvalget, at besøget måtte udskydes...«

Linjen hvor Morten Bødskov beklagede at have givet et »forkert billede« var helt forsvundet i den udtalelse, som blev offentliggjort.

Thorning blev orienteret

Helle Thorning-Schmidt bekræfter tilsyneladende, at hun modtog udkastene til Morten Bødskovs udtalelse om forløbet i Christiania-sagen. Hun modtog altså den 19. november oplysningen om, at retsudvalget var blevet ført bag lyset.

»Jeg og medarbejdere i Statsministeriet var ikke før dette tidspunkt blevet orienteret om forløbet i forbindelse med aflysningen af Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania den 29. februar 2012,« skriver Thorning i et svar til Folketinget.

Hun oplyser desuden, at Statsministeriet efter den 19. november har »modtaget bidrag og bemærkninger« fra Justitsministeriet om Christiania-sagen. Men dette materiale nægter Thorning at lægge frem:

»Jeg ønsker af principielle årsager ikke at udlevere disse dokumenter, da der er tale om interne dokumenter eller dokumenter udvekslet som led i regeringens interne samarbejde i forbindelse med udarbejdelse af materiale til Statsministeren,« skriver hun i et andet svar til Folketinget.

På fredag kl. 13.00 skal Helle Thorning-Schmidt i samråd om sagen.

LA: Afsløring kan koste Thorning jobbet

De nye oplysninger får allerede nu Liberal Alliance til at tale om hendes afgang som statsminister.

Hvis det viser sig, at Thorning var med til at dække over Bødskovs løgn eller kendte til den flere uger før, Folketingets Retsudvalg fik kendskab til den, må hun gå af, mener retsordfører Simon Emil Ammitzbøll.

»Morten Bødskov måtte gå af, fordi han havde løjet over for Folketinget og oven i købet havde forsøgt at dække over sin løgn. Hvis det viser sig, at statsministeren også har været involveret i mørklægningen, så er der ingen anden logisk konsekvens, end at hun må træde tilbage,« siger han i en pressemeddelelse.

Departementschef: Jeg kendte ikke til detaljerne

Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen bekræfter her til eftermiddag, at han 19. november fik besked om, at retsudvalget ikke havde fået oplyst den korrekte årsag til Christiania-aflysningen.

Men Christian Kettel Thomsen afviser, at han fik besked om selve indholdet af løgnen. Han fik med andre ord ikke oplyst, at afbuddet fra daværende politidirektør i København, Johan Reimann, var konstrueret med hjælp fra Justitsministeriet.

Departementschefen fik kun oplyst, at Bødskov havde været med til at give retsudvalget et »forkert billede af den egentlige begrundelse for aflysningen«, og at Bødskov beklagede forløbet. Hvad Christian Kettel Thomsen gjorde med denne oplysning, skriver han ikke i sin pressemeddelelse.

Først dagen før Morten Bødskovs ministerafgang den 10. december fik Statsministeriet angiveligt oplyst detaljerne om Reimann-løgnen.

Enhedslisten: Rejser alvorlige spørgsmål

Hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, rejser de nye oplysninger en række alvorlige spørgsmål.

Partiets retsordfører Pernille Skipper kræver nu svar på, om Statsministeriet har været med til at dække over Justitsministeriets løgn:

»De nye oplysninger og forskellene i de udkast til Morten Bødskovs udtalelse rejser spørgsmål om, hvorvidt Statsministeriet har været involveret i at dække over den løgn, som Morten Bødskov gav til Folketinget,« siger Pernille Skipper.

Hun hæfter sig ved, at den endelige udtalelse fra Bødskov ikke indeholdt de helt centrale oplysninger.

»Vi skal have svar på om Statsministeriets embedsmænd har været aktivt deltagende i at dække over løgnen. Og hvis ikke det er tilfældet, hvorfor har de så ikke sagt fra, når de så, at der blev fortiet centrale oplysninger?« siger Pernille Skipper.

Skal Statsministeriet inddrages i den undersøgelse, som allerede er i gang i Justitsministeriet?

»Nu venter vi til vi har fået svar på alle de spørgsmål, vi stiller til statsministeren, og så tager vi stilling til den tid.«

Dokumentation:
Læs Thornings svar til Folketinget her, her og her.
Læs mailkorrespondancen mellem Justits- og Statsministeriet her.

Nedenfor ses det centrale afsnit i udkastet til Bødskovs udtalelse fra 19. november, som blev fjernet i den endelige udtalelse: