Storstrøms-forhandlinger er brudt sammen

Regeringen og oppositionen er uenige om finansieringen.

En rapport anbefaler, at det bedst kan betale sig at rive den forældede bro mellem Sydsjælland og Falster ned og bygge en ny. Foto: Søren Bidstrup

Uenighed om finansieringen af den nye Storstrømsbro har fået forhandlingerne til at bryde sammen torsdag eftermiddag.

Regeringen vil finansiere broen med midler fra infrastrukturfonden, mens regningen ifølge de borgerlige skal betales ved at forlænge tilbagebetalingstiden på Femern-forbindelsen i seks år.

I en pressemeddelelse udpeger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, Venstre som den skyldige i sammenbruddet. Årsagen er spin og taktik, konkluderer han.

- Venstre risikerer, at hele projektet forsinkes og i værste fald går i vasken. Det er dybt uansvarligt, og jeg håber, at de snart kravler ned fra træet, udtaler Rasmus Prehn.

Det ventes, at en ny Storstrømsbro vil koste 3,9 milliarder kroner.

BNB