Strid i Dansk Folkeparti om tyrkisk folkedrab

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, afviser partifællen Morten Messerschmidts forslag om, at Folketinget skal stemple Tyrkiet for folkedrab.

Ole Damkjær
Søren Espersen og Morten Messerschmidt, henholdsvis udenrigsordfører og EU-parlamentsmedlem, er uenige om hvorvidt, Tyrkerne skal stemples for folkedrab mod Armenierne. Foto: Jonas Vandall Ørtvig og Peter Helles Eriksen

Dansk Folkeparti vil ikke tage initiativ til en afstemning i Folketinget om tyrkernes massakre på armenierne tilbage i 1915.

Det fastslår partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der dermed sætter Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt på plads.

Messerschmidt mener, at Folketinget bør gøre som den svenske Rigsdag, der torsdag stemplede massakren som et folkedrab. Men det er en dårlig ide, mener Søren Espersen.

- Skal Folketinget så også stemme om, hvorvidt der er klimaforandringer, spørger Søren Espersen.

- Det er mærkeligt og betænkeligt, hvis parlamenter rundt omkring i verden skal stemme om, hvad der er historie. Og Dansk Folkeparti vil ikke tage det op i Folketinget, siger Søren Espersen.

Det officielle Tyrkiet anerkender ikke, at massakren på op mod 1,5 millioner armeniere var et folkedrab, og den tyrkiske regering reagerer meget skarpt, når påstanden fremføres. For nylig trak Tyrkiet sin ambassadør hjem fra USA efter en omstridt afstemning i USA om sagen, og den tyrkiske ambassadør i Sverige er nu også rejst hjem.

Men Søren Espersen afviser, at det er frygt for Tyrkiets reaktioner, der får ham til at afstå fra en dansk stillingtagen til de blodige begivenheder i det ottomanske rige for næsten 100 år siden.

- Jeg har læst meget om massakren, og jeg er personlig ikke i tvivl om, at det var et folkedrab. Ligesom jeg heller ikke er i tvivl om Holocaust. Men det er altså ikke noget, som politikere skal stemme om, fastslår Søren Espersen.