Telefonerne glødede med homo-sladder i Skatteministeriet

To uger inden afgørelsen af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag blev der sladret ivrigt om Kinnocks seksualitet, fortæller en topembedsmand i Skatteministeriet.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
Produktionsdirektør Steffen Normann Hansen ankommer til afhøring i Skattesagskommissionen i Søborg Foto: Jens Nørgaard Larsen

Om aftenen den 31. august 2010 ringer telefonen hos Skatteministeriets produktionsdirektør, Steffen Normann Hansen. Det er Erling Andersen, direktøren for Skat København, der er i fuld gang med at sagsbehandle Thorning-parrets skattesag.

- Vi snakker om undersøgelsen af flybilletter (i forbindelse med Kinnocks ophold i udlandet, red.), og i den forbindelse slutter Erling Andersen samtalen af med at sige »Du skal bare vide, at det forholder sig sådan, at Stephen Kinnock er homoseksuel«.

Det fortalte Steffen Normann Hansen under sin afhøring foran skattesagskommissionen mandag.

- Det var en konstatering. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle med den oplysning, og jeg sagde til mig selv, at det kommer aldrig nogensinde ud af min mund. Og så talte vi ikke mere om det, sagde Normann Hansen.

En halv time senere ringer produktionsdirektørens telefon igen. Denne gang er det hans departementschef, Peter Loft, der spørger, om Normann har talt med Erling Andersen. Da går det op for Normann Hansen, at også Peter Loft kender til rygtet om Kinnocks homoseksualitet.

- Fik du noget nyt, spurgte Loft. Jeg får altid nyt, når jeg taler med Erling Andersen, sagde jeg. Men sagde han noget om »det«? Han pumpede mig - altså, han ville have mig til at sige det. Og til sidst sagde Loft det selv direkte til mig, fortalte Steffen Normann Hansen.

Homo-rygtet om daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidts (S) mand kom oprindeligt fra parrets egen revisor, Frode Holm, som fortalte det til Erling Andersen. Rygtet kan vise sig afgørende for kommissionens udredning af sagen, fordi man med rygtets spredning kan afkode kommunikationen mellem Skat København og Skatteministeriet.

Skattesagskommissionens primære opgave er at finde ud af, hvorvidt der er foregået politisk indblanding og magtmisbrug sted - som flere embedsmænd i Skat København påstår, at der er. Hvis den daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), hans departementschef eller spindoktor forsøgte at påvirke afgørelsen af en enkeltsag, er det nemlig i strid med skatteforvaltningsloven, og i yderste instans kan det føre til en rigsretssag mod Lund Poulsen.

Under sin afhøring mandag forsikrede Steffen Normann Hansen, at han ikke gav oplysningen om Kinnock videre.

- Nej, det gjorde jeg ikke, fastslog topembedsmanden, der generelt forsøgte at nedtone ministeriets interesse for og aktivitet i forbindelse med skattesagen, som ellers tidligere er beskrevet af embedsmænd i ministeriet.

Læs mere: Skattechef taler skatteskandale ned

Normann Hansen kunne dog ikke komme uden om, at han står som afsender på flere interne mails i ministeriet, hvor sagen åbenlyst bliver drøftet. Dengang ville ministeriet blandt andet gerne have sine jurister til at kigge på sagen.

- Jeg synes, det er et kompliceret skatteområde, hvor der er meget skøn. Det er vigtigt, at vi får det juridiske grundlag fuldstændig på plads, fortalte Normann Hansen, der afviste, at ministeren »kom for tæt på«.

Næste afhøring er torsdag den 7. februar, hvor endnu to ministerielle embedsfolk skal i vidneskranken.