Tesfaye vender SF ryggen og bliver socialdemokrat

Rygterne har svirret længe - og søndag aften bekræfter politikeren på sin Facebook-profil.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Torkil Adsersen

Matthias Tesfaye er ikke længere medlem af SF.

Søndag aften meddeler den tidligere næstformand for SF således, at han har forladt partiet for i stedet at melde sig ind i Socialdemokraterne.

- Siden jeg stoppede som næstformand i SF, har jeg brugt tiden på, at diskutere politik med gamle venner, familie og kolleger fra byggebranchen, og jeg er ikke i tvivl længere: Jeg er socialdemokrat, og har derfor meldt mig ud af SF og ind i Socialdemokratiet, skriver Tesfaye.

Vedholdende rygter på Christiansborg har længe gået på, at Tesfaye var på vej til et partiskifte, men det har han selv afvist skulle være tilfældet.

Ifølge Tesfaye har han også uden for murene på Christiansborg mødt mange, der mente, at han ville passe godt ind hos Socialdemokraterne.

- I dag er det 15 år siden, jeg meldte mig ind i murersvendenes fagforening (nu kaldet 3F). Siden dengang har jeg mødt masser af gode kolleger i mit faglige og politiske arbejde, som drillede mig med, at jeg nok skulle blive socialdemokrat, når jeg blev ældre. Jeg svarede altid stædigt og benægtende: Aldrig! Derfor indrømmer jeg gerne, at det piner mig en smule, at alle de gamle drenge nu har fået ret, lyder erkendelsen fra Tesfaye.

SFs tidligere næstformand har i mange iagttageres øjne længe balanceret på kanten af et brud med partiet, efter han sidste år forlod sin post på grund af uenighed med linjen under den nye formand, Annette Vilhelmsen.

Tesfaye støttede åbent Vilhelmsens modkandidat, sundhedsminister Astrid Krag, men han forklarer, at uenighederne til trods, så forlader han ikke partiet som en bitter mand.

- Til SFerne vil jeg sige: I har et godt parti, med mange dygtige politikere – men det er ikke mit parti. De mange af jer der kender mig, vil formentlig heller ikke være overrasket over min beslutning. Jeg forlader partiet uden bitterhed, og med enorm respekt for SF’s arbejde i regeringen, som jeg mener er undervurderet i den offentlige debat, skriver han på Facebook.

Her forklarer han også, at han søndag aften ikke har yderligere kommentarer til sin beslutning.

- Til journalisterne vil jeg sige: Nu er der håndbold-finale – så jeg tager ikke telefonen, og har desuden ingen kommentarer, lyder det.

Mattias Tesfaye bliver medlem af Socialdemokraterne i 4. Kreds, Sundbyøster, oplyser han.