Thomas Banke har aflyst alt

Fredericias borgmester har aflyst alle interviewaftaler, efter Venstreformand Lars Løkke Rasmussen gik ind i sagen. Hans pressechef ved ikke, hvor borgmesteren er.

Foto: Søren Bidstrup

Thomas Banke (V) er krøbet i skjul, efter landsformand Lars Løkke Rasmussen torsdag (V) indirekte har opfordret Fredericia-borgmesteren til at trække sig.

Pressechef i Fredericia Kommune, Pia Becker Andersen, oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at Thomas Banke har aflyst alle interviewaftaler og vil komme med en udmelding - formentlig pr. e-mail - senere torsdag.

- Kommer med en udmelding, står der i den kortfattede besked, som Pia Becker Andersen har fået fra Thomas Banke.

Læs mere: Løkke tager afstand fra Fredericia-sag

Pia Becker Andersen ved således heller ikke hvorfor Thomas Banke droppede den aftale, som han havde med DR, eller i det hele taget, hvor borgmesteren befinder sig.

- Jeg forestiller mig, at han sidder i en bil på en motorvej et eller andet sted, siger kommunens pressechef.

Hun ved ikke, hvad borgmesteren vil fortælle, og hun ved således heller ikke, om det er en reaktion på, at han onsdag aften igen blev medlem af Venstre efter eksklusionen, der reelt fandt sted allerede tirsdag morgen. Eller om Thomas Banke vil komme med en reaktion på Lars Løkke Rasmussens vink med en vognstang om, at Thomas Banke bør trække sig fra posten.

Læs mere: Thomas Larsen: Løkke vil af med Banke

Uden at nævne borgmesterens navn direkte, sagde Venstre-bossen torsdag formiddag, at »når man har et politisk tillidshverv, så skal tilliden være på plads. Har man ikke den tillid, så bør man ikke have den tillidspost«. En direkte henvisning til byrådets mistillid til Thomas Banke.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden