Thomas Bankes op- og nedture

2007 - Indrømmede over for Ekstra Bladet at have taget euforiserende stoffer, herunder både kokain, hash og amfetamin, tidligere i sit liv. Ekstra Bladet havde henvendt sig til ham på baggrund af rygter om en voldsdom, som Banke dog pure afviste.

2008 - Bliver igen offer for opmærksomhed, da han erklærer sig som tilhænger af legalisering af hash. Tidligere havde han taget afstand fra legaliseringen, og nu spekuleredes der i, om hans egne indrømmelser har fået ham til at ændre holdning.

2009 - Vælges til borgmester i Fredericia Kommune. I en alder af 27 år bliver han den første Venstre-borgmester i Fredericia siden 1913. Samtidig bliver han den yngste siddende borgmester.

2012 - I efteråret 2012 erkender Thomas Banke at have anvendt store mængder af det smertestillende stof morfin i forbindelse med flere tandbehandlinger. Flere byrådsmedlemmer kræver, at Banke går i behandling for sit misbrug, hvilket han lover at gøre.

14. december 2012 - Thomas Banke sygemelder sig. Borgmesteren skriver i en mail, at han i sin sygeperiode vil overveje sin fremtid nøje.

15. december 2012 - Det afsløres, at Banke i flere år har anvendt kommunens kreditkort til private indkøb. Han fastslår selv, at alle pengene er blevet tilbagebetalt til kommunen og beklager de fejl, han har begået. Fredericias kommunaldirektør gør opmærksom på, at Banke ikke har overtrådt loven, da han ikke har fået dækket omkostninger af kommunen, men samtidigt påpeger han, at borgmesteren skal have styr på sine bilag.

17. december 2012 - Byrådet i Fredericia anbefaler Thomas Banke at gå af, da samtlige medlemmer bakker op om et mistillidsvotum mod ham. Også Venstres ledelse i kredsen opfordrer Banke til at træde af.

7. januar 2013 - Venstres bestyrelse i Fredericia ændrer mening og fastslår, at de støtter Banke og ønsker ham tilbage på borgmesterposten. Samme dag oplyser TV 2, at Banke har fusket med sit køreregnskab i 2010. Han har angivet, at han 24. april og 25. maj 2010 har holdt møder med Lars Krarup, borgmesteren i Herning, og fået betalt kørselspenge for turen. Krarup har dog ikke registreret møder på de pågældende datoer. Han oplyser senere, at han i stedet var i Herning for at se bokseren Mikkel Kessler.

8. januar 2013 - Thomas Banke meddeler, at han vender tilbage til borgmesterposten på trods af mistilliden fra de andre byrådsmedlemmer. Nu trues alle de Venstre-medlemmer i byrådet, som ikke har bakket op om Banke, med ekskludering.

9. januar 2013 - Sagen tager endnu en drejning. Byrådsmedlem Hanne Lumby (V) fastholder, at Venstre-gruppen i Fredericia Byråd vil ekskludere Banke. Der eksisterer nu en magtkamp mellem Venstre-medlemmerne i Fredericia Byråd og Thomas Banke. Alle Venstres byrådsmedlemmer - undtagen Pernelle Jensen - vil udelukke Banke, og Venstre i Fredericia vil derfor udelukke byrådsmedlemmerne.

10. januar 2013 - Byrådsmedlemmet Pernelle Jensen - hustru til formanden for Venstre i Fredericia, der vil beholde Banke i partiet - giver sin tillidserklæring til Thomas Banke, som dermed er med i Venstre igen. De fire Venstre-byrådsmedlemmer, der har ønsket Bankes eksklusion fra partiet ekskluderes nu på et flertal i bestyrelsen. Det skal nu endelig afgøres, hvem af de fire og Banke, der er endeligt ekskluderet på en generalforsamling for Venstre i Fredericia den 6. februar. Senere på dagen udtaler Venstres landsformand, Lars Løkke Rasmussen, sig om sagen og siger bl.a. »Det er helt, helt uholdbart, at man kan sidde som borgmester, når alle i et byråd er imod en.« Efterfølgende aflyser Thomas Banke alle interview-aftaler og annoncerer et pressemøde kl. 16 samme dag.

Ved pressemødet kl. 16 oplyste Thomas Banke, at han træder tilbage som borgmester i Fredericia, men fortsætter som Venstre-mand og menigt byrådsmedlem.

Kilder: dr.dk, vejleamtsfolkeblad.dk, politiken.dk

Thomas Bankes op- og nedture