Thomas Larsen: Både røde og blå vil presse SR-regeringen

Selv de bredeste smil – og den største optimisme hos de nye ministre – kan ikke dække over det faktum, at SR-regeringen kommer ud på en stroppetur, hvor vælgerne vil se den kritisk an, og hvor de parlamentariske vilkår er vanskelige.

Et nyt ministerhold blev præsenteret på Amalienborg mandag. Få nye ansigter og en række omrokeringer - men det er langt fra sikkert, at det får vælgerne til at vendt tilbage til regeringspartierne.  Foto: Keld navntoft

Der var brede smil på Amalienborg Slotsplads, da ministerholdet i den nye SR-regering i går morges blev præsenteret af Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager.

Sådan skal det også være. De to regeringsledere har naturligvis som en bunden opgave at forsøge at overbevise befolkningen om, at regeringen har fået en ny start, og at den er levedygtig.

Men selv de bredeste smil – og den største optimisme hos de nye ministre – kan ikke dække over det faktum, at SR-regeringen kommer ud på en stroppetur, hvor vælgerne vil se den kritisk an, og hvor de parlamentariske vilkår er vanskelige. Efter at have været vidner til Helle Thorning-Schmidts lederskab indtil nu og fulgt problemerne i SRSF-regeringen vil de fleste vælgere forholde sig kritisk afventende.

De kommer ikke stormende tilbage, blot fordi en ny regeringskonstellation er blevet en realitet, og de fleste vælgere ved i øvrigt godt, at SR-regeringen er blevet dannet som en konsekvens af sammenbruddet i SF. Det vil kort sagt kræve hårdt og dygtigt arbejde – gennem måneder – at vinde vælgerne tilbage. Generelt viser alle meningsmålingerne lige nu, at rød blok skal rykke markant frem for at kunne hente blå lejrs store forspring.

Dernæst skal man ikke tage fejl af, at selv om SR-regeringen på de indre linjer vil være mere effektiv og homogen i forhold til den tidligere konstellation med SF på slæb, så er de parlamentariske muligheder blevet forværret.

Fra både venstre og højre side i Folketinget vil SR-regeringen blive udfordret. Læg mærke til, at Enhedslisten allerede angriber SR-regeringen for at lægge an til en mere højreorienteret linje.

Set med Johannes Schmidt-Nielsens øjne er SR-regeringen lig med en holdopstilling, hvor Margrethe Vestager får mere – og ikke mindre – indflydelse på den økonomiske politik.

Og i betragtning af, at partitoppen i Liste Ø ikke finder, at den skylder statsministeren noget, er det et kvalificeret gæt, at forholdet mellem regeringen og dens afgørende støtteparti vil blive præget af alvorlige spændinger.

Ud over det anspændte forhold til Enhedslisten skal regeringstoppen forberede sig på et mere kompliceret samspil med SF.

Her og nu er der kaos i SF, men snart vil en ny ledelse få behov for at distancere sig fra S og R i et forsøg på at trække partiets profil op.

I blå lejr har alle de ledende strateger for længst luret, at SR-regeringen nemt vil kunne komme på kollisionskurs med Enhedslisten og SF, og i den situation er den politiske logik ubønhørlig:

Lars Løkke Rasmussen og de øvrige borgerlige partiledere vil selvsagt forsøge at presse regeringen ved at skrue prisen op på de aftaler om blandt andet en reform af beskæftigelsesindsatsen og en ny vækstpakke, som venter i løbet af dette forår.

Alt i alt er det ikke en politisk lystvandring, som SR-regeringen kan se frem til, men derimod en stroppetur. Internt kan de nye ministre være med til at højne moralen, fordi de kommer til med ny energi og optimisme. En række af de forfremmede ministre vil ligeledes møde op i deres nye ministerier med fornyet kampkraft og appetit på opgaverne. Endelig vil der på flere pladser være tale om en reel styrkelse af holdet: Martin Lidegaard vil have alle chancer for at kunne blive en mere synlig og dynamisk udenrigsminister end sine to forgængere, Villy Søvndal og Holger K. Nielsen.

Nick Hækkerup kan – når han har sat sig ind i det komplekse stof – vise sig at blive en stærk værdipolitisk kriger i sundhedspolitikken, som både Thorning og Vestager har udset sig om en vigtig kampplads i de kommende opgør med Venstre. Endelig vil Morten Østergaard i rollen som skatteminister kunne blive en væsentlig forstærkning i de kommende debatter med blå lejr om udformningen af den økonomiske politik.

Omvendt er det svært at se, hvordan Magnus Heunicke vil blive en mere slagkraftig transportminister end Pia Olsen Dyhr, lige som det står klart, at den totalt ukendte Kirsten Brosbøl skal løfte en tung arv som afløser for den populære Ida Auken i Miljøministeriet.Endelig synes udnævnelsen af Manu Sareen som ny social- og integrationsminister at være en stor gambling. Det er forståeligt, at de Radikale jubler over rokaden, for Vestager har fået placeret sine folk godt, mens det er sværere at forstå, hvorfor Helle Thorning-Schmidt har været så gavmild.

Især forfremmelsen af Manu Sareen kan statsministeren komme til at fortryde. For når Manu Sareen fremadrettet går ind i udlændinge- og integrationsdebatten, vil han omgående komme i infight med Dansk Folkeparti. Det vil både de Radikale og DF kunne få en del ud af, for de er så at sige hinandens ønskemodstandere i den slags værdikampe.

Problemet er blot, at Socialdemokraterne risikerer at blive klemt. Når Manu Sareen og Pia Kjærsgaard kommer til at tørne sammen fremover, risikerer Thorning at ikke så få af hendes vælgere vil være mere enige med Pia Kjærsgaard end med hendes nye minister. Sat på spidsen indrammer denne pointe udfordringen for Socialdemokraterne i den nye SR-regering, hvor Margrethe Vestager og de Radikale endnu en gang toner frem som sejrherrerne.

Thorning risikerer at have sat gang i en lukket fest, som de nye ministre med glæde møder op til, men som færre vælgere kommer til at tage del i.