Seneste nyt

Thomas Larsen: Dødskys til Thorning fra EU

Rygter i Financial Times om, at Helle Thorning-Schmidt kan være i spil til topjob i EU, er en uhyre tvivlsom kompliment til statsministeren, siger Thomas Larsen.

Helle Thorning nævnes som mulig efterfølger af EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso Foto: Asger Ladefoged

- Normalt vil danske politikere opfatte det som uhyre smigrende, hvis de bliver nævnt i forbindelse med besættelsen af internationale topjob. Men jeg tror ikke, at Helle Thorning-Schmidt skal glæde sig ret meget over, at hun nu nævnes som en mulig kandidat til at efterfølge José Manuel Barroso som formand for EU-Kommissionen. Tværtimod vil rygterne kunne få endnu flere danske vælgere til at tænke, at hun grundlæggende egner sig bedre til EU end til at være dansk statsminister.

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, efter at Thorning af Financial Times EU-korrespondent er blevet nævnt som et muligt bud på en politiker, der vil kunne få topjobbet i EU, når José Manuel Barroso skal gå af om få år.

- I udgangspunktet er det selvfølgelig en ros til Thorning, og hun kan glæde sig over, at det igen er blevet nævnt, at Danmark stod i spidsen for et driftsikkert og relativt vellykket EU-formandskab i foråret 2012. Men problemet for hende er, at der herhjemme er ved at brede sig et indtryk af, at hun i virkeligheden trives bedre i udlandet end i Danmark, og hun har absolut ikke brug for, at det indtryk bider sig fast, siger Thomas Larsen.

Berlingskes kommentator henviser til, at Kristian Thulesen Dahl så sent som på DF’s landsmøde i weekenden talte om, at Thorning syntes at være allergladest, når hun befinder sig i udlandet.

- Kristian Thulesen Dahl slog bl.a. på, at Thorning i sin tale til Europa-Parlamentet under det danske EU-formandskab erklærede, at hun var europæer af hjertet, mens han havde foretrukket, at hun havde sagt, at hun var dansk i hjertet. Man skal heller ikke tage fejl af, at der langt ind i Socialdemokratiet er et ret fasttømret billede af Thorning som en karrierepolitiker, der har blikket stift rettet mod et job i EU.

Ifølge Thomas Larsen må Thorning håbe på, at rygtestrømmen ikke fortsætter. Endnu er hendes mulige kandidatur til topjobbet i EU kun nævnt i en enkelt blog, skrevet af EU-korrespondenten Joshua Chaffin, og hun indgår kun på linje med en lang række andre navne fra europæisk politik.

Facebook: Kompliment eller det modsatte? Del din mening.

Thomas Larsen påpeger imidlertid, at Thorning risikerer, at debatten om hendes fremtidsplaner dukker op med fornyet styrke, når der skal tages stilling til, hvem der skal være Danmarks næste EU-kommissær. Internt i Socialdemokratiet spekuleres der allerede i, at det kunne være en god exit for en presset dansk statsminister - især hvis meningsmålingerne fortsætter på samme katastrofale niveau som i dag.

- I praksis kan Thorning ikke gøre meget for at mane rygterne i jorden. Med hendes baggrund som EU-parlamentariker, hendes store begejstring for EU og med hendes nuværende enorme problemer med at samle S-vælgerne bag sig, risikerer hun, at rygterne om hendes exit vil tage til. Det vil ikke styrke hende. Tværtimod har hun for at bevise, at hun kan komme i øjenhøjde med alle de S-vælgere, der føler sig svigtet af regeringen.