Thomas Larsen: Elbæk har dummet sig massivt

Kulturminister Uffe Elbæks politiske karriere hænger i en endog meget tynd tråd, vurderer to politiske kommentatorer. På tirsdagens samråd gjorde han det væsentligt sværere for sig selv, mener de.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau
Sagen om kulturministerens nære forhold til gøglerskolen AFUK kan ende med at blive et markant politisk prestigetab for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Sagen om kulturminister Uffe Elbæks (R) nære forhold til gøglerskolen AFUK kan ende med at blive et markant politisk prestigetab for såvel den radikale leder, Margrethe Vestager, som for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Det vurderer politisk redaktør Jesper Termansen fra Radio24syv efter kulturministerens indsats på dagens samråd i Folketingets Kulturudvalg, hvor han måtte indrømme – stik imod tidligere forklaringer – at han var blevet advaret af sine embedsmænd mod at henlægge møder til skolen, hvor hans egen mand er ansat.

- På sit pressemøde tirsdag gav statsministeren sin uforbeholdne opbakning til Elbæk, hvorefter han går ned i kulturudvalget og spolerer det hele. Spørgsmålet er nu, om Uffe Elbæk også har holdt oplysningen om advarslen hemmelig for Margrethe Vestager og dermed for Thorning, siger Jesper Termansen.

Er det tilfældet, er der formentlig kun én udvej.

- Vestager kan fyre ham, hvis hun føler, at tilliden er brudt. Han er blevet bedt om at fremlægge alt. Har han ikke gjort det, vil det være svært at have tillid til ham, og så kan han blive bedt om at tage sin afsked, siger Jesper Termansen.

Læs mere: Kulturudvalg vil have Rigsrevionen på Elbæk-sag

Politisk kommentator Thomas Larsen fra Berlingske deler forundringen over kulturministerens ageren i den efterhånden meget betændte sag. Han mener dog ikke nødvendigvis, at Uffe Elbæk er færdig.

- Elbæk har dummet sig massivt, og der er kun én vej tilbage: Læg alting frem, uden forbehold og julelege. Det er helt uforståeligt, at han ikke har håndteret sagen bedre, siger Thomas Larsen, der vurderer, at det fortsat er op til Enhedslisten at afgøre, hvorvidt Uffe Elbæk kan fortsætte som kulturminister.

- Enhedslisten vil gerne hjælpe ham væk fra afgrunden, men med sin indsats i dag har han ikke gjort det nemmere for sig selv, og det er tydeligt, at Enhedslistens folk er dybt frustrerede over ham, lyder det fra Berlingskes kommentator.

Læs mere: Elbæk-undersøgelse starter tidligst til februar

Ifølge Radio24syvs politiske redaktør vil Elbæk være ekstremt svækket, hvis han får lov til at beholde sin ministertaburet.

- Hele fremtoningen under samrådet viser en mand, der har mistet al autoritet. Der vil gå lang tid, før han har reetableret sig selv, og selv om han eventuelt bliver renset af Rigsrevisionen, står han svækket tilbage, konstaterer Jesper Termansen.